CBS-studerende i spidsen for 2.000 europæiske studerende

Stud.merc. Christian Bjøl formand for CEMS Student Board

12/12/2005

For første gang skal en CBS-studerende være formand for alle studerende på den anerkendte lederuddannelse CEMS - en unik alliance af de førende business schools i Europa og 48 store internationale virksomheder. Christian Bjøl, stud.merc., kommer således til at spille en prominent rolle i og med, at han skal repræsentere 2000 studerende fra 17 forskellige lande.

Stor personlig udfordring

”Det er selvfølgeligt en personlig udfordring af de helt store, som jeg ser usigeligt meget frem til. Jeg er meget stolt over at skulle repræsentere de 2000 bedste management studerende i Europa og håber at kunne fortsætte arbejdet med at få de studerendes synspunkter tilgodeset og ikke mindst at få gennemført mine visioner og planer. Derudover håber jeg, at man også i dansk erhvervsliv får øjnene op for den guldgrube af muligheder der ligger i CEMS samarbejdet”, siger Christian Bjøl, der bl.a. var oppe imod en kandidat fra London School of Economics. Han har et rigtig godt udgangspunkt for at holde styr på de mange forskellige nationaliteter – han har selv boet 10 år i Frankrig og er lige nu på udveksling på Università Bocconi i Milano.

Europas tredjebedste kandidatuddannelse

CEMS Master in International Management (MIM) er CBS’ flagskib inden for internationale lederuddannelser og blev i september kåret af Financial Times som Europas tredjebedste kandidatuddannelse inden for managementfeltet. Det var også det helt store samtaleemne, da Warsaw School of Economics i dagene 30. november til 3. december var vært for de hidtil største Annual Events i CEMS regi.

Blandt studerende på CBS, som er den eneste danske uddannelsesinstitution, der er del af det fine CEMS-selskab, er kampen om de eksklusive pladser intensiveret. Således er antallet af ansøgninger steget med ca. 40 % siden sidste år. ”Financial Times rankingen har haft stor betydning for CEMS, det er givet. Men der er også en stigende bevidsthed blandt de studerende, om hvor udsædvanligt et netværk og en uddannelse man får adgang til via CEMS”, konstaterer Academic Director for CEMS på CBS, Sven Junghagen.

CEMS står for Community of European Management Schools and International Companies og er et omfattende netværk af den bedste handelshøjskole eller – universitet i hvert af de 17 europæiske lande, 48 af de største europæiske virksomheder, 2000 studerende og over 4000 kandidater. London School of Economics, HEC i Paris samt ESADE i Barcelona er bare nogle af skolerne i CEMS samarbejdet, og virksomhederne inkluderer store internationale navne som Siemens, JP Morgan, L’Oréal, Nokia og Novo Nordisk fra Danmark.

Sidst opdateret: Communications // 12/12/2005