Succes for cand.merc.(kom.)

Højt optagelsestal på den nye overbygning

08/08/2005

Højt optagelsestal på den nye overbygning

Det nye cand.merc.(kom.)-studium i kommunikationsledelse, starter med succes. Kandidatoverbygningen til HA(kom.) har oplevet en stor ansøgerinteresse og optager 58 studerende med studiestart i september.

De studerende på cand.merc.(kom.) bliver en blanding af studerende fra HA(kom.) og bachelorer fra andre uddannelsesinstitutioner som Københavns Universitet, RUC, Syddansk Universitet, Århus Universitet og Ålborg Universitet.

En særlig profil

”Interessen for uddannelsen er stor både blandt aftagere og studerende. Og det konkrete ansøgertal for den første årgang, går langt ud over vores forventninger. Det er klart, at vi skal hente en del af vores kandidatstuderende på HA(kom.), og det er lykkedes i vid udstrækning. Men vi har også optaget et stort antal kvalificerede kommunikations-, informations- og medievidenskabsbachelorer fra andre universiteter. Denne diversitet vil give uddannelsen en særlig profil, som det bliver spændende at følge”, siger professor Anne-Marie Søderberg, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, der leder udviklingen af HA (kom.)- og cand.merc. (kom.)-studierne.

Cand.merc.(kom.) uddanner kommunikationsmedarbejdere med en meget efterlyst kompetencekombination, hvor forretningsforståelse kombineres med forståelse for kommunikationens mange former og organisationers komplekse relationer til omverdenen.

Sidst opdateret: Communications // 18/08/2005