Nærmere målet

Kilens bærende konstruktion står nu færdig

13/01/2005

Inspirerende ramme om studerende og forskere

CBS skal være en integreret del af bybilledet på Frederiksberg. Med færdiggørelsen af den bærende konstruktion til CBS’ nyeste udvidelse – en kileformet bygning, som skal være en inspirerende ramme om skolens internationale forskningsmiljøer – er målet nu tæt på. Kilen forventes at stå færdig november 2005.

Til glæde for alle

Udførelsen af Kilen er et led i en mere langsigtet strategi fra CBS’ side om at skabe et Solbjerg Campus, som studerende og forskere, både nationale og internationale, kan få glæde af – men også Frederiksbergs borgere og andre.

Solbjerg Campus forventes færdigt i slutningen af 2005 og vil fremstå som et åbent græsareal beplantet med store lunde af rødeg. Som hovedåre løber en promenade, der forbinder pladsen ved Solbjerg Metro med den kommende Solbjerg Plads foran CBS.

Invitation til rejsegilde

Hovedentreprenøren E. Pihl & Søn A.S. er nu nået så langt med opførelsen, at CBS inviterer til rejsegilde den

19. januar 2005, kl. 13:00-15:00 ved Kilevej med deltagelse af Frederiksbergs 1. viceborgmester, Jørgen Glenthøj.

Kilen er tegnet af en totalrådgivergruppe bestående af Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S, landskabsarkitekt Marianne Levinsen i samarbejde med landskabsarkitektfirmaet Algreen & Bruun samt NIRAS - Rådgivende Ingeniører og Planlæggere A/S. Hovedentreprenør er som nævnt E. Pihl & Søn A.S. Ansvarlig for processtyring på projektet er bygherrerådgivningsfirmaet EMCON A/S.

Sidst opdateret: Communications // 18/04/2005