Adgang til forskningen med enkelt museklik

CBS' nye videnportal er i luften

23/11/2004

CBS' nye videnportal er i luften

CBS ekspertdatabase Experts@CBS har længe været et hit med næsten 45.000 besøgende i 2003. Nu tager CBS næste skridt, og gør det muligt for omverdenen - med et enkelt museklik - at få adgang til den nyeste forskning og ekspertviden på CBS.

Et nyhedsbrev, en ekspertdatabase, adgang til working papers, en forskningsbase og en nyhedsflade danner fundamentet for CBS’ nye videnportal, der skal sikre, at universitetets forskning i højere grad synliggøres i både den danske og den internationale omverden i en overskuelig og brugervenlig grænseflade.

"CBS er i høj grad erhvervslivets universitet med fokus på viden og forskning, der er baseret på virkelighedens problemstillinger. Derfor er det helt naturligt for os, og et led i vores formidlingsstrategi, at gøre det nemmere for erhvervsliv, andre universiteter, pressen og øvrige eksterne interessenter at få indblik i og kendskab til vores store videnproduktion", siger prodekan for formidling Flemming Poulfelt.

Unik i Danmark

At have en decideret videnportal med en fælles brugerflade, er stadig unikt i Danmark. Også selvom den nye universitetslov tilskynder universiteterne til at udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund.

"CBS åbner ikke kun denne hér portal, fordi vi skal", smiler Flemming Poulfelt og forsætter "Det handler om at have en holdning til formidlingen og ikke bare lade alt ligge hulter til bulter. At samle CBS' forskning i en portal er en helt oplagt mulighed for os, når vi fremover ønsker at synliggøre og profilere os endnu mere klart og komme i endnu tættere dialog med omverdenen".

Adgang: CBS'
videnportal

Tegn abonnement: Nyhedsbrevet
Insights@CBS

Videnportalen redigeres af Handelshøjskolens Bibliotek.

Sidst opdateret: Communications // 08/12/2004