Venture Cup - fra idé til virkelighed

Med en række seminarer i både oktober og november lyder startskuddet til endnu et Venture Cup - konkurrencen, hvor iværksættere med en forretningsplan i maven gennem inspirerende input og kvalificeret modspil kæmper med ligesindede om at skabe den bedste virksomhed.

17/11/2003

Med en række seminarer i både oktober og november lyder startskuddet til endnu et Venture Cup - konkurrencen, hvor iværksættere med en forretningsplan i maven gennem inspirerende input og kvalificeret modspil kæmper med ligesindede om at skabe den bedste virksomhed. "Det er vores ambition at Venture Cup skal skabe virksomheder", siger leder af Venture Cup, Peter Hartzbech. "I Danmark er der endnu ikke stort fokus på iværksætteri, men det er heldigvis ved at ændre sig. På den måde kan Venture Cup være med til at mindske det videnstab, der kommer, når forskningsresultater ikke bliver kommercialiseret", håber Peter Hartzbech. Vinderne af Venture Cup forlader konkurrencen med 250.000 kroner og muligheden for at starte egen virksomhed.

Konkurrencen er inddelt i tre faser: Udvikling og beskrivelse af forretningsidé samt beskrivelse af teamkompetencer; analyse og beskrivelse af marked, markedsstrategi, produktbeskyttelse og organisation og til sidst beskrivelse af handlingsplan samt analyser af finansielle nøgletal, budgetter og risici.

Sidst opdateret: Communications // 11/10/2004