Nyt samarbejde mellem Det Danske Erhvervsakademi i Randers og Handelshøjskolen i København

Fra september 2004 bliver det nu muligt at tage en HA-uddannelse i Service Management i Randers. Handelshøjskolen i København står bag den nye uddannelse, der gennemføres som udlagt undervisning på Det Danske Erhvervsakademi i Randers. (20. januar 2004)

20/01/2004

Fra september 2004 bliver det nu muligt at tage en HA-uddannelse i Service Management i Randers. Handelshøjskolen i København står bag den nye uddannelse, der gennemføres som udlagt undervisning på Det Danske Erhvervsakademi i Randers.

Det er et længe næret ønske, når Det Danske Erhvervsakademi fra den 1. september 2004 får mulighed for at udbyde en længere videregående uddannelse i Randers, og det er i fin tråd med regionens uddannelsespolitik.

Den nye HA-uddannelse bliver en mulighed for videreuddannelse efter serviceøkonomuddannelsen, der udbydes af 5 erhvervsakademier på landsplan. Det bliver nu muligt for serviceøkonomer og dimittender fra de tidligere akademiuddannelser inden for turisme, hotel, restaurant, sport og fritid på 1½ år at blive HA i Service Management i Randers. Handelshøjskolen i København har det faglige ansvar for uddannelsens gennemførelse og er også den eksamensafholdende institution.

Uddannelsen foregår på engelsk, og dette er med til at understrege betydningen af den internationale dimension i servicesektoren.

Med fokus på ledelsesmæssige og analytiske værktøjer kombineret med evnen til at kommunikere og skabe resultater bliver den nye uddannelse en attraktiv mulighed for unge i Jylland, der satser på en hurtig og målrettet karriere inden for servicebranchen. Efter HA vil det være muligt at fortsætte på cand. merc. og MBA-studier.

Gennem samarbejdet med Handelshøjskolen i København får Det Danske Erhvervsakademi adgang til systematisk opdatering af serviceøkonomuddannelsen med ny forskningsbaseret viden.

Det Danske Erhvervsakademi får gennem samarbejdet med Handelshøjskolen mulighed for at være med til at iværksætte og gennemføre en række regionale forskningsbaserede aktiviteter inden for servicesektoren. Dette vil få uvurderlig betydning for akademiet som regionalt videncenter.

Sidst opdateret: Communications // 13/10/2004