Minister præsenterer nyt klimaforum på CBS

Danmark skal have større global gennemslagskraft inden for søfart. Fredag løfter klima- og energiminister Martin Lidegaard sløret for et nyt maritimt klimaforum på Copenhagen Business School.

04/12/2013

Klima- og energiminster Martin Lidegaard.

- Foto: Carsten Snejbjerg

af Tobias Slot Laursen

Ved konferencen ”Maritime Risk and Risk Management” på Copenhagen Business School vil klima- og energiminister Martin Lidegaard præsentere et nyt klimaforum, der skal skabe vind i sejlene for danske maritime forretninger. Det skriver shippingwatch.dk. 

Ønsket er at skabe en mere global gennemslagskraft. Det maritime klimaforum vil bestå af deltagere fra både shippingsektoren og flere ministerier.

Helt konkret bliver det et samarbejde mellem Søfartsstyrelsen, Danmarks Rederiforening, Klima- og Energiministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet. Leverandører og interessenter har også mulighed for at deltage i klimaforummet.

Ud over at regeringens nye satsning på det maritime område bliver afsløret på konferencen, kommer danske og udenlandske forskere og en række maritime virksomheder som Maersk Maritime Technology og MAN Diesel & Turbo med indlæg.

Det hele finder sted på CBS den 5. og 6. december. Den internationale konference er organiseret af CBS Maritime i samarbejde med Europas maritime udviklingscenter (EMUC).

Læs mere om konferencen
 

Sidst opdateret: Communications // 30/01/2024