Kvote 2 leverer varen på CBS

Nyheder

CBS-studerende, der optages via kvote 2, dropper sjældnere ud af studierne og gennemfører oftere deres studier på normeret tid end studerende, der er optaget via kvote 1

 
20/03/2013

Kvote 2 står for skud i debatten for tiden. CBS’ gennemførselsprocenter giver ellers anledning til at stryge kvote 2 med hårene. Tallene viser, at studerende, der optages via kvote 2, sjældnere dropper ud af studierne, end studerende, der er optaget via kvote 1, og at studerende, der er optaget via kvote 2, oftere gennemfører deres studier på normeret tid:

Kvote 2 klarer sig bedst 

                                                    Kvote 1                Kvote 2

Gennemført til tiden:                        61,2 %                 63,6 %
Faldet fra studiet:                             28,2 %                 24,7 %

Tallene fra CBS viser således, at studerende, der er optaget via kvote 2, har et mere effektivt gennemførelsesmønster. På CBS har man altså gode erfaringer med studerende, der er optaget via kvote to. I 2012 øgede man derfor også antallet af studerende, der optages på baggrund af erfaringer og engagement og ikke kun på baggrund af karakterer.

Sammenlignes studerende fra kvote 1 og 2, der har den samme alder og det samme karaktergennemsnit fra ungdomsuddannelsen, så klarer studerende fra kvote 2 sig faktisk endnu bedre sammenlignet med studerende fra kvote 1, end ovenstående tal viser.

Stærke tal fra Evaluering og Akkrediteringer på CBS

Evalueringskonsulent Michael Møller Nielsen fra CBS Evaluering og Akkrediteringer på CBS har undersøgt gennemførelsestiderne for henholdsvis kvote 1 og kvote 2:

- Ser vi på studerende optaget via kvote 1 og kvote 2, så er frafaldet blandt dem, der er optaget i kvote 1 på 28,2 %, mens det kun er 24,7 % blandt dem, der optaget via kvote 2. Denne forskel er stor nok til, at vi ikke kan slå den hen som en statistisk tilfældighed. Forskellen er signifikant og giver udtryk for, at kvote 2 virker efter hensigten, skriver Michael Møller Nielsen d. 19. marts i en kommentar til CBS’ uafhængige magasin Observer.

Senest er uddannelsesordfører Uffe Elbæk (R) blevet kritiseret for ikke at have belæg for sin positive omtale af kvote 2 (DR’s Detektor fra d. 14. marts), og i de her dage ruller debatten også med politiske signaler om, at de studerende skal hurtigt i gang på de videregående uddannelser. CBS’ tal viser, at studerende, der optages via kvote 1, hyppigere falder fra studiet, end studerende, der optages via kvote 2. Statistisk set giver det altså ikke mening at få de studerende hurtigt ind på universitetet for enhver pris – kvote 2 leverer varen på CBS.
 

For mere information om CBS’ erfaringer med kvote 2:
Michael Møller Nielsen, Evalueringskonsulent ved CBS Evaluering og Akkrediteringer, mmn.eva@cbs.dk

Sven Bislev, Vicedekan for uddannelsesområdet på CBS og lektor, sb.ikl@cbs.dk

Sidst opdateret: Communications // 25/03/2013