Tiltrædelsesforelæsninger ved Jane Bolander og Søren Friis Hansen (JUR)

Den 16. januar holder Jane Bolander og Søren Friis Hansen deres tiltrædelsesforelæsning.

Mandag, 16 januar, 2012 - 15:00 to 17:00

Jane Bolander er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet 1990. Efterfølgende har hun erhvervet advokatbestalling. I perioden 1994-1999 var hun ph.d.-studerende i skatteret ved Aarhus Universitet og tog samtidig en HD i regnskab.

I 1996 fik hun datteren Charlotte og i 1999 datteren Lisbeth. Ph.d.-afhandlingen er udgivet med titlen "Beskatning ved gældseftergivelse".

Fra 1999 til 2008 var Jane Bolander ansat på Handelshøjskolen i Aarhus som hhv. adjunkt og lektor. Ultimo 2008 blev hun ansat som professor på Syddansk Universitet, og pr. 1. august 2011 er hun ansat som professor på CBS.

Jane Bolander beskæftiger sig bredt med Skatteret, og har udarbejdet diverse artikler og lærebogsmateriale om emnet.

Emnet for tiltrædelsesforelæsningen er selskabers ind-og udtræden i skatteretlig belysning. Dansk skattelovgivning indeholder regler, som bestemmer, at der skal ske beskatning af et selskabs aktiver og passiver, såfremt et selskab udgår af dansk beskatningsret. Det har været omdiskuteret om denne beskatning er EU-stridig. Danmark har verserende en sag for EU-domstolen om de danske exitbeskatningsregler. EU-domstolen har afsagt flere afgørelser om exit-beskatning af fysiske personer og har nu også afsagt dom i en anden sag om exit-beskatning for selskaber. Det er spørgsmålet, om denne sag afklarer problemerne i alle tilfælde.

Søren Friis Hansen har en ph.d. fra Københavns Universitet. Han har tidligere været ansat ved CBS og er nu vendt tilbage efter 10 år som professor i selskabsret ved Syddansk Universitet.

Han forsker i dansk selskabsret, med særlig henblik på kapitalselskaber, interessentskaber, og kommanditselskaber. Han er medforfatter til bogserien Dansk selskabsret. Han forsker tillige i EU-rettens betydning for dansk selskabsret og skatteret.

Emnet for tiltrædelsesforelæsningen er kapitalselskabers ind- og udflytning af det registrerede hjemsted. I Betænkningen, der lå til grund for selskabsloven var det foreslået, at der blev indsat hjemmel til, at eksisterende udenlandske selskaber kunne flytte hjemsted til Danmark og danske selskaber kunne flytte deres hjemsted til udlandet. EU-domstolen har i den såkaldte Cartesio-dom statueret, at selskaber stiftet i en medlemsstat har ret til at flytte deres registrerede hjemsted ud fra stiftelsesstaten. Afgørelsen er imidlertid uklar med hensyn til selskabers ret til at flytte ind i en anden stat. EU-domstolen får lejlighed til at genoverveje spørgsmålet i en verserende sag fra Ungarn. Såfremt EU-domstolen fastholder sin afgørelse i den verserende sag, bliver det nødvendigt at Danmark genovervejer spørgsmålet, således at der indsættes hjemmel i selskabsloven til, at danske selskaber flytter deres registrerede hjemsted til og fra Danmark.

Program:

15:00 - 15:10

Velkomst ved dekan Alan Irwin

15:10 - 15:40

Søren Friis Hansen

15:55 – 16:25 

Jane Bolander

16:30

Reception

OBS! Tilmelding er krævet, men gratis, skriv til seminar.jur@cbs.dk

Sidst opdateret: Communications // 31/10/2012