Stigende investeringer fra udviklingslande

- lektor Peter Gammeltoft modtager 538.000 kroner til forskningsprojekt

06/09/2007

Lektor Peter Gammeltoft modtager 538.000 kroner til forskningsprojekt

I Vesten har vi længe været bekendte med en række japanske, sydkoreanske og taiwanesiske virksomhedsnavne og brands. I løbet af de senere år er stadig flere virksomheder fra en mere forskelligartet gruppe af lande dog begyndt at dukke op i den internationale erhvervspresse.

Det er et tegn på stigende udgående investeringer fra udviklingslandene selv.

Lektor og ph.d. Peter Gammeltoft fra Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse har modtaget 538.000 kroner til et forskningsprojekt fra Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Projektet skal analysere kinesiske udgående investeringer med særligt fokus på investeringer i Sydøstasien.

Udviklingslandene investerer selv

Direkte udlandsinvesteringer fra en række store udviklingslande er i hastig stigning, og virksomheder som for eksempel Mittal og Tata (Indien), Haier og Lenovo (Kina), Embraer (Brazilien), SAPMiller (Sydafrika), og Cemex (Mexico) trænger stadig dybere ind i den internationale økonomi.

- Hidtil har analyser af udlandsinvesteringer og udviklingslande overvejende fokuseret på investeringer fra OECD-landene til udviklingslandene, hvorimod der kun er foretaget få analyser af de stigende udgående investeringer fra udviklingslandene selv, siger Peter Gammeltoft.

Adgang til OECD-landenes markeder

Investeringer fra udviklings- og højvækstøkonomier vil blive stadig vigtigere både for disse økonomier selv og for OECD-landene. Den største umiddelbare effekt vil formentlig skulle findes i modtagende udviklingslande, hvor investeringer fra andre udviklingslande udgør et stadig vigtigere supplement til investeringer fra OECD-lande.

- Andre vigtige effekter finder vi i de hjemlande, hvor de udlandsinvesterende virksomheder stammer fra. Men også OECD-lande må i stigende omfang forholde sig til de muligheder og udfordringer som opstår, når virksomheder fra udviklingslande søger adgang til deres markeder og ressourcer, siger Peter Gammeltoft.

Sidst opdateret: Communications // 07/09/2007