Michael Moesgaard Andersen er ny adjungeret professor

- Den administrerende direktør bliver adjungeret professor inden for strategiområdet

24/04/2009

Skal beskæftige sig med strategiområdet

- Når vi udnævner Michael Moesgaard Andersen til adjungeret professor er det med udgangspunkt i, at han i stigende grad har vundet international anerkendelse inden for sit strategiske virkefelt. Senest har han været med til at gennemføre et forskningsprojekt på CBS, der omfatter strategiarbejdet i 50 internationale virksomheder, siger professor Flemming Poulfelt og fortsætter:

- Med den ballast, Michael Moesgaard besidder såvel teoretisk som praktisk, vil han både kunne medvirke til at fremme en række nye metoder og værktøjer inden for strategi og samtidig bidrage til yderligere at styrke CBS’ position internationalt på dette område. Begge dele er helt centrale i målsætningen for vort nyoprettede forskningsinitiativ, CBS Leadership Lab, som blandt andet sætter fokus på strategisk lederskab.

Når krisen kradser

Michael Moesgaard Andersen holder tiltrædelsesforelæsning tirsdag den 5. maj under titlen ”Når krisen kradser – er der behov for radikal strategisk nytænkning?”. Her vil han give sit bud på, hvorfor og hvordan nogle virksomheder er bedre end andre til at få udbytte af at arbejde aktivt med strategi med udgangspunkt i en krisesituation.

Han vil blive tilknyttet CBS Leadership Lab, der er et nyt forskningsinitiativ. Det er Leadership Labs ambition at styrke forskning og undervisning i lederskab på CBS. Forskningsenheden skal med afsæt i den forskning, der i dag foregår på CBS, udvikle området til en international styrkeposition og skabe nye uddannelsesforløb.

Michael Moesgaard Andersen

Michael Moesgaard Andersen var først i en årrække ansat i den offentlige sektor, hvorefter han blev management konsulent og senere etablerede eget konsulentfirma, som han med succes drev og solgte i år 2000. Herefter har Michael Moesgaard Andersen drevet venturevirksomhed – en af de mest kendte virksomheder, han var med til at etablere og drive frem, er CBB Mobil, der i dag er ejet af Telenor. Gennem hele sin karriere har Michael Moesgaard Andersen haft tæt kontakt med den akademiske verden, som ekstern lektor, foredragsholder, censor og som forfatter og medforfatter til en række bøger og artikler.

Sidst opdateret: Communications // 28/04/2009