Innovation og vindmøller

CBS ansætter professor i innovation og teknologiske udviklings- dynamikker

21/02/2005

Hvorfor er vindmøller interessante, når der tales om innovation? Svaret giver nyudnævnte professor Peter Karnøe i sin tiltrædelsesforelæsning fredag d. 25. februar 2005 kl. 15. Vindmøller er ikke kun teknologi. Vindmøllebranchen er i høj grad et billede på en moderne innovation, hvor industrien viser vejen ved at efterspørge en viden, som forskningen derefter sætter fokus på.

Vindmøllebranchen, der ændrede forskningens arbejdsgang

Vindmøllebranchen er speciel, fordi den befinder sig i krydsfeltet mellem stat og industri og vender op og ned på den måde, hvorpå forskningen bliver nyttig for teknologien. I stedet for, at forskningen producerer viden, som industrien derefter kan bruge, efterspørger vindmølleindustrien en særlig viden om eksempelvis aerodynamik, som sætter vindmølleforskningen i gang.

Hvordan er vindmølleindustrien blevet noget værd?

Peter Karnøe fremhæver et meget overset og underteoretiseret punkt i forståelsen af vindmølleindustriens udvikling: Hvordan det med tiden er blevet muligt at købe strøm fra vindmøller eller sagt med andre ord, hvordan der opstod et marked for vindmøllestrøm og hvordan det er blevet klassificeret ”som noget værd”. Innovation handler nemlig ikke kun om at opfinde fx en teknologi.

Legitimitet i centrum

Det handler også om at blive opfattet som en nyttig og legitim teknologi og det tog lang tid, før vindmølleteknologien blev anerkendt som ”fremtidens håb” i kampen mod CO2-problematikken. En kamp som stadig udkæmpes; ”Det er stadig en udbredt opfattelse at vindkraften er dyrere end el produceret ved olie, kul og gas, men det afhænger helt af hvor grænsen af og prisen for acceptable negative miljø-effekter lægges.”

Kampen mod "the establishment"

”Enhver eksisterende teknologis position er understøttet af institutioner, reguleringer og politiske netværk og derfor er der ofte masser af barrierer, som skal overvindes for, at en ny teknologi accepteres. At bryde igennem med en ny teknologi kan derfor ofte være ligeså svært som at få en elefant til at vælte ved at give den en lussing” siger Peter Karnøe og fortsætter ”vindmølleteknologien er et godt eksempel på dette, fordi den blev opfundet af græsrodsflippere og vilde ingeniører, men de var oppe mod bl.a. atomkraft og ”the establishment”” .

Innovationsfokus på CBS

Peter Karnøe er en ud af fire professorer, som CBS har ansat som led i en strategisk oprustning på innovationsområdet. De andre 3 professorer er; Christer Karlsson inden for områderne teknologiledelse og operations management, Keld Laursen inden for kvantitativ innovationsforskning og Finn Valentin inden for biotech business

.

Tid og sted

Tiltrædelsesforelæsningen finder sted fredag d. 25. februar, kl. 15 i Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg (auditorium SC.033).

Sidst opdateret: Communications // 28/02/2005