Hvordan kan vi gøre det bedre og billigere i den offentlige sektor?

- Ledelse og udvikling i det offentlige er på dagsordenen, når nogle af verdens førende forskere mødes på CBS

05/04/2009

Ledelse og udvikling i det offentlige

Er mål- og resultatstyringen gået for langt, og er der for meget bureaukrati og kontrol i den offentlige sektor?

Det er nogle af de centrale spørgsmål i debatten om New Public Management. På den årlige konference for International Research Society for Public Management (IRSPM) vil nogle af verdens førende forskere diskutere alternativer til New Public Management.

”New Public Governance” som efterfølger

På konferencen vil begrebet ”New Public Governance” blive præsenteret som efterfølgeren. Det er Stephen Osborne fra University of Edinburgh, der peger på netværksstyring og helhedsorienteret offentlig ledelse som nogle af svarene.

Forskerne vil i det hele taget præsentere mange bud på, hvordan den offentlige og den private sektor kan arbejde sammen på nye innovative måder.

- Forslagene bevæger sig ud over den aktuelle udliciteringsdebat, da det blandt andet handler om at knytte private og offentlige organisationer sammen i innovative partnerskaber, siger professor Carsten Greve fra International Center for Business and Politics på CBS. Her forsker han i offentlig ledelse og offentligt/privat samspil.

Også inddragelse af befolkningen i netværk i løsningen af tværgående udfordringer vil være på programmet. Det er eksempelvis sket i forbindelse med oprettelsen af støtteforeninger for pårørende til udsendte soldater.

Se videoer fra dagen:

Interview med Stephen Osborne

Interview med Carsten Greve

Interview med Janet Newman

Interview med Dorte Pedersen

Forskere fra hele verden

Forskere fra mere end 30 lande vil være repræsenteret på konferencen 6.-8. april 2009. Blandt andre netværksforskeren Erik-Hans Klijn fra Holland og public private partnership-forskeren Graeme Hodge fra Australien.

Hovedtaler er reformspecialist og professor i statskundskab, Donald F. Kettl fra University of Pennsylvania.

Sidst opdateret: Communications // 05/05/2009