Husk at formidle mens du forsker

- Lektor Maja Horst er nomineret til Forskningskommunikationsprisen 2009

23/04/2009

Lektor Maja Horst er nomineret til Forskningskommunikationsprisen 2009

Maja Horst har især beskæftiget sig med forskningsdebatten i det danske samfund, og efter at have taget sin egen medicin omkring forskningskommunikation er hun nu nomineret til Videnskabsministeriets formidlingspris.

En del af hendes arbejde har handlet om debatten om stamcelleforskning, og det mundede ud i en installation på 30 kvadratmeter med både lysende lamper, bolde, byggeklodser og diverse udsagn, som kunne sætte skub i debatten.

Eksempelvis ”Hvis du havde et befrugtet æg tilovers, hvad måtte det så bruges til?”. Hele installationen er et nytænkende forsøg på at formidle forskning.

Bliver ikke klogere af at blive bekræftet

Undervejs har Maja Horst blandt andet haft glæde af at kommunikere med andre kolleger, journalister og folk, der har benyttet installationen. Men hun peger på, at også politikere, interesseorganisationer og virksomheder er vigtige bidragsydere til forskning.

- Som forsker bliver jeg ikke særlig meget klogere af at blive bekræftet i det, jeg allerede ved. Jeg lærer derimod af at blive udfordret undervejs, møde modstand, spørgsmål og ved at få input, siger Maja Horst.

Det er vigtigt for hende, at forskningskommunikation ikke kommer efter forskningen, men at det sker undervejs.

Forskningen skal være relevant for brugerne

Ifølge Maja Horst er formidling en nødvendighed, der sikrer, at forskningen i den sidste ende bliver relevant. Kommunikationen skal sørge for, at forskerne er helt med på, hvilke forventninger aftagerne og samfundet har til forskningen. Ellers bliver det eksempelvis svært at skaffe opbakning og ressourcer, ligesom man risikerer, at resultatet ikke er brugbart for aftagerne.

- I forbindelse med installationen har jeg taget min egen medicin. Hvad vil det egentlig sige at møde publikum undervejs og hvad sker der, hvis de ikke reagerer på min forskning, som jeg har forventet? Jeg har prøvet på egen krop at stå i et indkøbscenter og møde borgere, som skulle tage stilling til min formidling af stamcelledebatten, siger Maja Horst.

På hjemmesiden stamcellenetvaerket.dk kan du læse mere om projektet fra idé til installation, se hvad pressen har skrevet og meget mere.

Hvem er de øvrige nominerede?

Forskningskommunikationsprisen bliver overrakt ved åbningen af Forskningens Døgn torsdag den 23. April kl. 12 på Syddansk Universitet. Det er Videnskabsministeriet, der står bag prisen.

De øvrige nominerede er musikforsker Ole Kongsted, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek og professor Jesper Ryberg, Roskilde Universitet. Han beskæftiger sig med etik, straf og kriminalitet.

Sidst opdateret: Communications // 24/04/2009