CBS forskning på programmet i USA

- verdens førende ledelseskonference

02/08/2007

Verdens førende ledelseskonference

CBS er blandt de stærkest repræsenterede universiteter fra Europa, når Academy of Management (AOM) holder konference i Philadelphia. De omkring 7000 deltagere kommer fra hele verden og i alt bliver der holdt omkring 1.200 sessioner i løbet af de fem dage, som konferencen varer. Udenfor Nordamerika har kun seks universiteter mere end 30 deltagere med, heriblandt CBS.

Konferencen giver bonus

- På CBS har vi valgt at satse på denne konference og gøre den central for vores forskere, da Academy of Management har et stærkt omdømme. Det gør vi selvfølgelig, fordi vi tror på, at det giver bonus på langt sigt. Både i forhold til den forskning, som vi kan præsentere, men også i forhold til at styrke vores samarbejdsrelationer til andre universiteter, siger professor og prodekan for formidling Flemming Poulfelt.

Feedback fra hele verden

Konferencen afspejler den tværfaglighed, der er indenfor ledelsesområdet og giver forskerne mulighed for at blive præsenteret for andre fagfelter end lige præcis deres eget. Samtidig giver det forskerne mulighed for at få direkte feedback på deres arbejde af kolleger fra hele verden.

Hvem er vi?

Eksempelvis deltager Annemette Kjærgaard og Mette Morsing fra IKL med et paper, der sætter fokus på identitet og Lee Davis fra IVS har et indlæg om, hvordan mindre biotech virksomheder styrer patenteringsprocesser.

- Det handler om at formidle dansk forskning og på den måde få anerkendelse i udlandet. Samtidig er det en måde at synliggøre CBS på. Vi får chancen for at vise, hvad vi står for forsknings- og uddannelsesmæssigt og dermed tiltrække forskere og studerende fra udlandet, siger Flemming Poulfelt.

Fra 10 til 18.000 medlemmer

Academy of Management blev dannet i 1936 og bestod dengang af 10 medlemmer. I dag har organisationen cirka 18.000 medlemmer fra 101 lande, og konferencen regnes for verdens største årlige ledelsesforum for forskere og praktikere. Størstedelen af medlemmerne er forskere, men også studerende og praktikere er blandt medlemmerne.

Du kan få et glimt af konferencen ved at følge med på cbs.dk, hvor professor Henrik Holt Larsen vil skrive om konferencen, mens han er af sted.

Sidst opdateret: Communications // 03/08/2007