100.000 til CBS-forsker

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?

29/11/2005

Lektor Anders Sørensen fra Institut for Nationaløkonomi fik ved en højtidelighed fredag d. 25. november Statoils pris på 100.000 for sin forskning i, hvordan innovation, uddannelse og globalisering påvirker erhvervslivets muligheder for at skabe vækst, velfærd og produktivitet.

Udvælgelseskommitteen bestod af prof. Kai Kristensen (HHÅ), rektor Børge Obel (HHÅ) og rektor Finn Junge Jensen.

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?

Anders Sørensen beskæftiger sig primært med, hvad Danmark skal leve af i fremtiden – et aktuelt erhvervsrelevant emne, der er relateret til økonomisk vækst og produktivitet. Vægten ligger særligt på spørgsmålet om, hvordan uddannelse, innovation og globalisering påvirker erhvervslivet. Fokus er både på forskellige økonomiske sammenhænge – fx økonomisk vækst og innovation – og på hvorledes økonomisk politik – fx forsknings- og uddannelsespolitik – udformes mest hensigtsmæssigt ud fra et samfundsmæssigt ønske om at styrke vækstmulighederne for erhvervslivet.

En stor del af Anders Sørensens forskning er empirisk og tager ofte udgangspunkt i danske forhold. For nylig igangsatte han et større forskningsprojekt under titlen ”Fremtidens efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft i Danmark.” Projektets primære formål er at belyse betydningen af globalisering og teknologiske ændringer for arbejdskraftefterspørgsel i dansk erhvervsliv. Herunder indgår international outsourcing og indførelsen af informations- og kommunikationsteknologi som væsentlige temaer.

Anders Sørensen har sin ph.d. fra CBS, og blev – efter et par år som adjunkt på Johns Hopkins University i Washington DC ansat som lektor ved Institut for Nationaløkonomi i 2004. Han er stærkt publicerende og har blandt andet en publikation i

American Economic Review – et absolut toptidsskrift – samt i en række andre anerkendte internationale tidsskrifter. Anders har samtidig formået at formidle sine forskningsresultater i artikler og bøger skrevet for en breder målgruppe. Han får fantastisk gode evalueringer af sin entusiastiske undervisning.

Sidst opdateret: Communications // 29/11/2005