Eksternt Regnskab (7,5 ECTS)


Faget har til formål at indføre den studerende i udarbejdelsen og analysen af det eksterne regnskab. Gennem forløbet opnår den studerende en faglig forankret viden omkring udarbejdelse og analyse af virksomheders eksterne regnskab, således at den studerende bliver i stand til at foretage en vurdering af virksomheders økonomiske situation og performance i en bredere kontekst, herunder:

 

- måling og kommunikation af finansielle og ikke-finansielle informationer til beslutningsformål.

- modeller for virksomheders indtjening (resultatopgørelsen), kapitalforhold (balancen) samt pengestrømme (pengestrømsopgørelsen).

- reglerne for indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger.

- analyse af virksomhedens økonomiske situation.

- betydningen af ledelsens regnskabsmæssige valg/beslutninger for det billede, der med det eksterne regnskab tegnes af virksomheden.

 

Faget giver en indsigt i det eksterne regnskab fra a) et regnskabsudsteder synspunkt (hvordan udarbejdes det eksterne regnskab i henhold til gældende regulering) og b) et regnskabsbruger synspunkt (analyse af eksterne regnskaber). Herigennem er det ønsket at stimulere den studerendes analytiske tilgang til data  samt at hjælpe den studerende med at udvikle en høj grad af kritisk tænkning.

 

Learning Objectives

For at opnå karakteren 12 skal den studerende, med ingen eller få uvæsentlige mangler eller fejl, opfylde følgende læringsmål:

- Identificere sammenhængen mellem daglige registreringer og en resultatopgørelse / balance

- Opstille finansielle redegørelser på baggrund af daglige transaktioner

- Redegøre for elementerne i årsregnskabet (indtægter, omkostninger, aktiver og passiver)

- Sammenligne informationsindholdet af regnskaber baseret på forskellige regnskabsteorier (præstationsorienteret og formueorienteret)

- Beskrive forskellen mellem virksomhedens drifts- og finansieringsaktivitet, herunder reformulering af de finansielle opgørelser

- Strukturere og kombinere værktøjer til analyse af virksomhedens rentabilitet

 

ECTS

7,5