Retlig beskyttelse af kreativitet og innovation

Doktorafhandling om håndhævelse af immaterialretten

I det moderne informationssamfund har fremstilling og udveksling af information stor samfundsmæssig og økonomisk betydning. Det væsentligste regelsæt, der regulerer fremstilling og udveksling af information er

immaterialretten, og derfor har immaterialretten fået en voksende betydning. Men er den god nok? Beskytter loven rettighedshaveren tilstrækkeligt? Og er erstatningsbeløbene store nok? Doktorafhandling af lektor Thomas Riis sætter fokus på håndhævelse af immaterialrettigheder i et økonomisk perspektiv.

Parallelimport af mærkevarer og medicinalprodukter, kopiproduktion vedrørende beklædning, fodtøj, møbler, design m.v., digital download af musik (MP3), fildeling af navnlig musik og film, internetradio- og tv og privatkopiering af computer-software. ”Mange immaterialretlige problemer er nu blevet en naturlig del af den offentlige debat,” siger Thomas Riis – og fortsætter:

Lige nu kan det betale sig for en virksomhed at efterligne andre

”De immaterialretlige regler giver en forholdsvis detaljeret og dækkende regulering af disse forhold, men rettighedshaverne beklager sig over, at selvom de har ”ret”, kan de ikke få håndhævet deres ret på en effektiv måde. Det er en udbredt opfattelse, at det kan betale sig for en virksomhed at efterligne f.eks. andre virksomheders designprodukter, for selv hvis det bliver opdaget, og rettighedshaveren (originalproducenten) vælger at anlægge et civilt søgsmål, risikerer kopiproducenten sjældent andet end at skulle betale en beskeden erstatning.”

Afhandlingen beskæftiger sig med håndhævelse af immaterialrettigheder: Hvad er det for retshåndhævelsesmidler, som retssystemet stiller til rådighed for rettighedshaveren? Er retshåndhævelsesmidlerne tilstrækkelige eller underminerer de retsbeskyttelsen? Hvis de tilkendte erstatningsbeløb ved krænkelse af immaterialrettigheder er for små, hvor stort burde det ”korrekte” erstatningsbeløb da være?

Derudover præsenteres to hypoteser:

Retshåndhævelsen af immaterialrettigheder er i vid udstrækning ikke baseret på velfærdsøkonomiske betragtninger,

1. immaterialrettigheder, der normalt beskrives som enerettigheder, håndhæves ikke konsekvent som sådanne; immaterialrettens tvangslicensbestemmelser håndhæves ikke konsekvent som ordninger, der skaber vederlagsrettigheder.

Doktordisputats kan erhverves hos Forlaget DJØF