Nyt forskningsprojekt ved IOA

2.4 mill. kr til nyt forskningsprojekt til professor Ann Westenholz ved IOA

21/06/2005

Intellektuelt Ejerskab og Institutionelle Entreprenører i mødet mellem Software Udviklende Virksomheder og Open Source Fællesskaber

I projektet spørges til,

hvordan intellektuelt ejerskab udfolder sig inden for software udvikling, hvor både erhvervsvirksomheder og open source fællesskaber er involveret – samt hvilken rolle institutionelle entreprenører spiller i udviklingen.

Projektet gennemføres af professor Ann Westenholz og en ph.d. stipendiat og kommer til at rumme to delprojekter: ét der fokuserer på softwareudviklende

virksomheder og deres samarbejde med hackere i frivillige fællesskaber, og ét hvor fokus er på open source

fællesskaber og hackernes samarbejde med ansatte i softwareudviklende virksomheder.

Projektet støttes af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv med 2.4 mill. kr. i 2005-2008.

Problemstillingen rummer både et empirisk og en teoretisk problemstilling:

I den empiriske problemstilling undersøges, hvordan software udvikling kommer i stand, når det sker i en social praksis, der er befolket af mennesker fra erhvervslivet og fra frivillige fællesskaber. Som udgangspunkt antages det, at disse mennesker er indlejret i forskellige institutionelle logikker hvad angår forståelsen af, hvad intellektuelt ejerskab består i og dermed også har forskellige opfattelser af og praksiser m.h.t., hvordan viden deles og produktudvikling organiseres. Hvilke fortællinger om intellektuelt ejerskab udvikles i dette møde? Og hvilken rolle spiller institutionelle entreprenører for udviklingen?

 Den teoretiske problemstilling tager afsæt i ny-institutionel organisationsteori og beskæftiger sig med, hvordan institutioner ændres - i dette projekt en institution som ’intellektuelt ejerskab’. Ny-instutionel organisationsteori var i 1970’erne og 80’erne en nyskabelse i forhold til rationalistisk organisationsteori ved at udpege institutioner som uafhængig variabel, som kunne forklare adfærd i organisationer. Ved at betragte institutioner som uafhængige variable blev ny-institutionel organisationsteori imidlertid ude af stand til at forklare ændringer i institutioner. En række forskere har siden da forsøgt at udvikle ny-institutionel organisationsteori til også at kunne forklare, hvordan ændringer i institutioner sker. Projektets ambition er at bidrage til denne teoretiske debat ved at videreudvikle forståelsen af institutionelle entreprenørers rolle i ændringsprocesser.

Sidst opdateret: Communications // 29/06/2005