Lej et værelse ud og hjælp både CBS’ danske og udenlandske udvekslingsstuderende

Igen i år har CBS’ Internationale Kontor brug for omverdenens hjælp. Boliger til CBS' udvekslingsstuderende kan være en udfordring at finde, men beboere i København og på Frederiksberg kan gøre en forskel for både CBS' egne studerende og de indkommende udvekslingsstuderende ved at leje et værelse ud.

11/06/2015

ISUP CBS

- De fleste kender nogen, der enten skal eller har været på udveksling. Men vi kan kun sende danske studerende af sted på udveksling, hvis vi også modtager udenlandske studerende. Vi får 10 pct. flere udvekslingsstuderende i år, så der er et ekstra stort behov for boliger, siger leder af Det Internationale Kontor på CBS Tom Dahl-Østergaard.

CBS’ Boligkontor mangler lige nu værelser til omkring 300 studerende. Jo hurtigere der bliver boliger at tilbyde de studerende, jo bedre, da netop boligsituationen er essentiel for den studerende. 

- Det giver stor utryghed ikke at vide, om man har bolig under sit semester i udlandet, og det er vigtigt at man hurtigt kan få ro til at glæde sig og se frem til sit udvekslingsophold. I værste tilfælde risikerer de forventningsfulde internationale studerende at skulle annullere et fire måneders studieophold på CBS, siger Tom Dahl-Østergaard.

Gevinster
Udover glæden ved at hjælpe en udenlandsk studerende er der også andre gevinster at hente ved at leje ud til en udvekslingsstuderende. Der er mulighed for at få lidt ekstra på kontoen hver måned, men man har også mulighed for at styrke sine sprogkundskaber, få en kulturel oplevelse og møde nye mennesker der kan føre til venskaber rundt omkring i verden, fremhæver Dahl-Østergaard.

Derudover giver man også en hjælpende hånd til de mange studerende på CBS, som ved et udvekslingsophold får mulighed for at realisere en af deres drømme om at få international erfaring og indsigt. Men det kan kun lade sig gøre, hvis CBS modtager et tilsvarende antal udvekslingsstuderende - og huser dem- her.

Har du et værelse? Kontakt Det Internationale Kontor på CBS på tlf.: 38 15 30 54 eller e-mail privatehousing.intoff@cbs.dk. Du kan også læse mere på www.cbs.dk/housing.

 
Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017