CBS deltager i festival i europæisk format

Til sommer gæster en af de mest prestigefyldte internationale videnskabelige kongresser Danmark, når Euroscience Open Forum (ESOF) afholdes i København. I den forbindelse åbner Carlsberg Byen op for Science in the City (SIC), en videnskabsfestival hvor CBS naturligvis vil være repræsenteret

CBS: Brobygger mellem videnskab og samfund

Kom og oplev CBS’ stand ved Science in the City, en videnskabsfestival af internationale dimensioner. Festivallen med temaet ”Science Building Bridges” ventes at tiltrække et stort og bredspektret publikum over de seks dage, den varer, og der vil være mulighed for at opleve en lang række forskelligartede shows, events og informative talere. Vær med når CBS i fælleskab med nogle af de største europæiske universiteter og forskningsinstitutioner slår dørene op til Science in the City i Carlsberg Byen og bliv klogere på den rolle, videnskaben spiller i din hverdag.

Besøg CBS’ stand og oplev hvordan videnskabelig forskning forbedrer hverdagen:

Oplev vores indendørs brobygningsunivers, hvor forskning og iværksætteri går op i en højere enhed, slap af i vores Forest of Sustainability, en skov skabt af bæredygtige materialer, og kryds så vores 20-meter lange læringsbro: Prøv kræfter med samfundsmæssige udfordringer og skab løsningsforslag baseret på videnskabelig research og forretningsmæssigt samarbejde. Kryds broen mellem videnskab og samfund, og oplev hvordan grundforskning og erhvervsliv forbindes i løsningsforslagene.

En festival for studerende, familier og videnskabsinteresserede

I løbet af festivallen afholder CBS en række events, bland andet vores egen version af ”Dragon’s Den”: Her kan publikum overvære iværksættere sælge deres ideer til seriøse investorer. Og ønsker du videnskabelig underholdning? Så kom til vores ”Copenhagen Science Slam”, med Lasse Rimmer som konferencier, og oplev, hvordan videnskabsfolk konkurrerer om at formidle svære emner på den sjoveste og mest forståelige vis.

Og har I børn med? Lad dem løse vores skattejagt på, under og omkring broen, imens I nyder et skud kaffe i vores gratis Green Forest Lounge. Hvil benene i en rolig atmosfære og dyk så ind under broen, og besøg vores lounges. Her kan I få uddybende information omkring 4 forskellige afdelinger på CBS, og hvis du tumler med en forretningside, så tag den med under armen – under broen kan du få kvalificeret hjælp.

Nysgerrig?

På Science in the City’s hjemmeside kan du læse meget mere om CBS’ stand, andre begivenheder og festivallen selv. FRIC, CSE, Sustainability Platform og Case Competition vil være til stede ved CBS’ stand.

Om Science in the City

Science in the City-festivallen er et arrangement for familier, studerende og alle med en interesse i viden, videnskab og forskning. Blandt de største aktuelle temaer, der sættes fokus på, er energi, klima, fødevarer og sundhed. Festivallen afholdes som en del af ESOF2014, Europas absolut største videnskabskongres. Siden 2004 har ESOF hvert andet år tiltrukket førende forskere og politikkere fra hele Europa i ledende europæiske storbyer, og turen er nu kommet til København, der har æren af at være vært for en af de største europæiske begivenheder. Dette års tema, brobygning, har til formål at vise forbindelsen mellem borger, forskning og erhvervsliv.

Kalender

Science in the City Festival
21.-26. juni, alle dage fra klokken 10-20

CBS' aktiviteter
Science Slam
Søndag 16.00-17.00
Case Competition
Tirsdag 15.00-15.45
Dragon’s Den
Onsdag 13.00-13.30
Prof. David Lando: Hvorfor kan regulering ikke forhindre kriser?
Lørdag 13:00 - 13:45

 

Sidst opdateret: Communications // 20/06/2014