Ny undersøgelse

Stor værditilvækst i danske kreative ophavsretsbrancher

19/04/2006

Ny undersøgelse af de danske ophavsretsbrancher

Til trods for, at ophavsretsbrancherne kun udgør 3-4% af det danske erhvervsliv, står disse brancher for 5% af dansk erhvervslivs omsætning og 7% af værditilvæksten - og det er det dobbelte af, hvad dansk erhvervsliv i gennemsnit formår, fastslår ny undersøgelse lavet af CBS'  imagine.. Creative Industries Research. Det giver derfor god mening at tale om et fremtidigt vækstpotentiale for de kreative brancher i almindelighed og for ophavsretsbrancher i særdeleshed, siger lektor Mark Lorenzen, der er ansvarlig for undersøgelsen.

Kreative talenter kan tjene penge

”Resultaterne er tankevækkende", siger lektor Mark Lorenzen. "Ophavsretsbrancherne skaber værdi udover, hvad man kunne forvente på baggrund af deres størrelse – og det illustrerer, at kreative talenter kan tjene penge på ophavsret, og at der er god mening i at tale om et fremtidigt vækstpotentiale for kreative brancher i almindelighed og ophavsretsbrancher i særdeleshed."

”Det er et flot billede af værdiskabelsen i Danmark, og det lugter af innovation. Men der er også uudnyttede potentialer. Sammenlignet med udlandet så har Danmark ikke udnyttet de voksende markeder i samme omfang som andre, og det må være et incitament til at overveje, hvordan Danmark kan gøre det bedre, fx tiltrække nye talenter, der kan se deres levevej inden for kreativ produktion,” slutter lektor Mark Lorenzen.

Valget af datamateriale bygger på de retningslinier, World Intellectual Property Organization (herefter WIPO) har opstillet for analyser af ophavsrettigheder (WIPO 2003) og EU Kommissionens analyse af ophavsrettighedernes økonomiske effekt (EU Kommissionen 2003).

Datagrundlaget for rapporten stammer fra Danmarks Statistiks generelle firmastatistik fra de 31.704 firmaer og 37.292 arbejdssteder, der er ophavsretsbaserede.

Sidst opdateret: Communications // 21/04/2006