Nordens dygtigste?

28 studerende fra hele Norden skal dyste om at løse etisk problemstilling

18/04/2006

Studerende fra handelshøjskoler i hele Norden har 48 timer til at knække en etisk problemstilling for en af verdens største virksomheder. WELLcontest er den første af sin slags med etikken som omdrejningspunkt.

28 handelshøjskolestuderende fra 7 forskellige skoler i Norge, Sverige, Finland og Danmark mødes den 23. april 2006 til WELLcontest ’06 på CBS. Her vil de i hold af fire kæmpe om titlen som Nordens dygtigste, når det gælder evnen til at kombinere praktisk og teoretisk viden om virksomheders sociale ansvar, Corporate Social Responsibility.

Case-virksomheden er en af verden største virksomheder. Hvilken - afsløres først mandag den 24. april kl. 12.00.

”Målsætningen med WELLcontest ’06 er at øge interessen for virksomhedernes sociale ansvar, CSR, blandt studerende i Norden, og vi håber, at denne begivenhed bliver startskuddet til etableringen af en nordisk platform for udveksling af viden om CSR blandt studerende,” udtaler projektmedarbejder Trine Munch fra studenterorganisationen WELL, der er initiativtagere til konkurrencen.

WELLcontest ’06 er en fortsættelse af succesen fra 2004, hvor studerende fra danske universiteter og handelshøjskoler samledes til en stor case-konkurrence. Dengang lagde Danisco virksomhed til en case spækket med etiske og miljømæssige problemstillinger, og besvarelserne blev bedømt af blandt andre Mads Øvlisen, tidligere direktør og bestyrelsesformand i Novo Nordisk.

WELL er en studenterorganisation drevet af frivillige studerende, som ved siden af deres studier på CBS, RUC og Handelshøjskolen i Århus har etableret et fagligt momentum og et forum, hvor viden om CSR skabes, udforskes og deles med relevante aktører fra erhvervslivet, forskningsmiljøet, NGO-verdenen, medierne og det politiske liv. WELL har siden sin etablering i 2002 afholdt en lang række vidensbaserede aktiviteter med CSR som omdrejningspunkt, bl.a. en case-konkurrence, messedage for de studerende på CBS, spørgeskemaundersøgelser, seminarer og konferencer.

Sidst opdateret: Communications // 18/04/2006