Innovation Day

Universitet møder erhvervsliv

14/06/2006

Universitet møder erhvervsliv

Telias ledelse præsenteres fredag d. 16. juni for fire konkrete ideer til, hvordan selskabets services kan udbygges. Ideerne kommer fra 38 CBS-studerende på MIB-linien, der hele fredagen er på alternativt virksomhedsbesøg. Initiativet til Innovation Day kommer fra de studerende selv, og det møder stor opbakning hos Telia.

”Da vi fik præsenteret ideen om en innovationsdag, var vi alle straks med på den. Planlægningen har været meget interessant, og vi glæder os til at se, hvad de studerende finder på af nye og spændende services. For os er det enormt interessant at høre, hvad deres tanker og ideer omkring telefoni er. Det er en rigtig god mulighed for at blive inspireret og samtidig få en spændende og sjov dag ud af det”, siger Rasmus Nissen, product manager hos Telia.

Direkte samarbejde med erhvervslivet sker på flere af uddannelserne på CBS, og det nye initiativ fra de studerende på kandidatuddannelsen Management of Innovation & Business Developement (MIB) er et af dem.

Ideen til ”Innovation Day” kommer fra CBS-studerende Kasper H. Rasmussen, der med det alternative virksomhedsbesøg ønsker, at de studerende skal få mulighed for at bruge deres uddannelse i praksis. Han tilføjer yderligere, at ”Visionen er at skabe en bedre mulighed for at brande MIB linien over for erhvervslivet gennem aktivt samarbejde, hvori formålet er at skabe konkrete resultater i virksomheder, og bidrage til at gøre en mærkbar forskel”.

Sidst opdateret: Communications // 07/07/2006