Frederiksberg som uddannelsesby

CBS i forpligtende samarbejde

18/04/2006

25.000 studerende, 11 uddannelsesinstitutioner på forskellige niveauer, store faglige miljøer, synergi mellem de administrative enheder, korte geografiske afstande og Frederiksberg Kommune i ryggen. Udbyttet er stort for de involverede uddannelsesinstitutioner på Frederiksberg, der netop har sat deres underskrift på den visionære samarbejdsaftale ”Campus Frederiksberg”.

Målet er at give ”de studerende og medarbejderne på campusinstitutionerne faglige, sociale, kulturelle og organisatoriske muligheder på tværs af uddannelserne, ”at skabe samvirke på tekniske og administrative områder”, ”at skabe betingelser for internationalisering og de studerendes globaliseringskompetencer” samt ”udvikle ledelseskompetencerne på institutionerne”, som der står den nye i samarbejdsaftale.


Læringsmiljø i verdensklasse

”Kort sagt, så handler det om at skabe et læringsmiljø i verdensklasse,” siger ordførende rektor Thøger Johnsen, Frederiksberg Seminarium:

”Forestil dig fx studerende fra Den Sociale Højskole, Hærens Officersskole, Falkonergården, KVL og CBS, der sammen skal løse opgaven ”Formuler en sundhedspolitik for Danmark og den efterfølgende implementering”. Samarbejdet kræver, at de studerende lærer at tænke på tværs af fagområder, at de er innovative, forandringsvillige og har høj tolerance – og det giver stærke kandidater til erhvervslivet og den globale konkurrence,” siger Thøger Johnsen.

Allerede nu ligger der konkrete planer i støbeskeen for det nye Campus Frederiksberg. Udover en Uddannelsesdag til september, hvor det officielle startskud for samarbejdet lyder, er de første skridt til både innovations- og internationaliseringsprojekter blevet taget.

Og det er også hensigten at samkøre både de faglige miljøer og de store administrative enheder:


Bæredygtige faglige miljøer på tværs og færre omkostninger

”I stedet for, at der sidder én tysklærer alene på Frederiksberg Seminarium kan der nu skabes synergi og faglige miljøer på tværs inden for alle de relevante faglige miljøer. Og også hvis vi ser på de administrative omkostninger i kommunen giver det god mening at arbejde sammen. Fx at have et fælles indkøbsforum for alle institutionerne, ”siger Thøger Johnsen og fortsætter ”Vi glæder os utroligt meget til det kommende samarbejde – og er glade for Frederiksberg Kommunes ubetingede støtte til at sætte kommunen på landkortet som visionær uddannelsesby.”

De medvirkende institutioner er: CBS, KVL, Falkonergårdens Gymnasium, Frøbelseminariet, Hærens Officerskole, Den Danske Diakonissestiftelse, Den Sociale Højskole, Frederiksberg Seminarium, Voksen Uddannelsescenter Frederiksberg, Forvaltningshøjskolen og Frederiksberg Kommune.

 

Thøger Johnsen, Frederiksberg Seminarium, er ordførende rektor i samarbejdets første halvår.

Sidst opdateret: Communications // 19/04/2006