EU-guf

Flot anmeldelse af Peter Nedergaards nye bog

09/03/2006

Smid fordommene væk: Peter Nedergaards »Guide til EU-research« er en aldeles brugbar håndbog – og ikke kun for EU-nørder.

Peter Nedergaard:

»Guide til EU-research«.

Forlaget samfundslitteratur.

89 sider, 98 kroner

Udgivet 2006

Anmeldt i Journalisten af Brigitte Alfter, journalist, Bruxelles.

ANMELDELSE. Den er EU-blå, den er tynd, og den er udgivet af Forlaget Samfundslitteratur. Med sin tørre titel »Guide til EU-research« er den nye bog af Peter Nedergaard ikke noget, der skiller sig meget ud fra alle mulige andre publikationer om EU. Hovedsignal: Lettere kedeligt, men vel noget, vi burde vide noget mere om.

Men smid fordommene væk: Nedergaards nye bog er ikke bare en aldeles brugbar håndbog, den er faktisk ren EU-guf.

Den er klar opdelt i pligtlæsning og kilder. Pligtlæsningen er holdt kort og overskuelig. Kilder og links til EU, tænketanke, organisationer og forskningsinstitutter er kort beskrevet og giver direkte adgang til gode kontakter og materialer. Stikordsregistret er endnu en indgang, der gør bogen nyttig som opslagsværk.

EU-eksperten Peter Nedergaards »Guide til EU-research« er tydeligvis skrevet ud fra akademisk, ikke journalistisk research. Det viser den omfattende litteraturliste. Men selv om der i en journalistisk hverdag ikke så ofte er behov for henvisninger til sammenlignende analyser, så forringer tilgangen ikke kvaliteten.

Generelt: Ualmindelig nyttig. Og til journalister: Her er en samling af uddybende links til journalistisk brug:

Udvalgte links til EU-research

»Guide til EU-research« adskiller sig fra andre lyseblå EU-bøger ved sin klare orientering til at blive brugt i praksis – også hvis der er travlhed.

Afsnittet om EUs institutioner – der ellers ofte frister skribenterne til lange udredninger om dette fremmede system – er holdt så kort, at kapitlet om eksempelvis Ministerrådets rolle i beslutningsprocessen kan læses og forstås i lufthavnsbussen på vej til et møde. I oversigten over tænketanke og forskningsinstitutter har Nedergaard gjort sig den umage at koge beskrivelsen ned til et kort resume. Det gør det muligt at bruge guiden selv på en travl dag, når alle de sædvanlige kilder er umulige at få fat i, til lige at skimte efter et par alternative, relevante kontakter.

Med »Guide til EU-research« fylder EU-kenderen Nedergaard et hul på hylden – lige ved siden af retskrivningsordbogen og andre hverdags-opslagsværker.

Sidst opdateret: Communications // 15/09/2006