CBS OFFICIELT

CBS forbliver selvstændigt

05/10/2006

CBS forbliver selvstændigt

På pressemøde i går fremlagde Helge Sander sit nye Danmarkskort på universitets- og sektorforskningsområdet – og dermed er det nu en realitet, at CBS’ ønske om at forblive selvstændigt er imødekommet.

”Handelshøjskolen i København vil i det nye universitetsbillede opretholde sin nuværende profil. Universitetet vil koncentreres om ledelse og sætte fokus på den særlige opgave at understøtte de øvrige universiteter i Østdanmark med uddannelse og forskning i ledelse og virksomhedsøkonomi.” Sådan står der i Videnskabsministeriets  redegørelse.

”DTU, KU og CBS har i fællesskab argumenteret overfor ministeren, at en fusion på nuværende tidspunkt og på nuværende grundlag ikke er hensigtsmæssigt,” siger CBS’ bestyrelsesformand Anders Knutsen. ”Og det er glædeligt, at der er blevet lyttet til de saglige argumenter.”

”CBS er den 3. største business school i Nordeuropa – og en fusion ville ikke kunne give administrative fordele. CBS vil udvikle de nuværende faglige synergier, som allerede findes med både KU og DTU og med andre af landets universiteter – og endnu vigtigere: øge og udvikle skolens strategiske alliancer med nogle af de bedste business school i verden i årene, som kommer,” slutter han.

CBS hører nu – sammen med Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitetscenter til Danmarks mellemstore universiteter. De tre store er Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet – mens IT-Universitetet stadig er landets mindste. Spørgsmålet om Danmarks Pædagogiske Universitets fremtid loves afklaret inden årets udgang.

Sidst opdateret: Communications // 06/10/2006