Skoleledere fanget mellem nye og gamle reformer

Af Claus Rosenkrantz Hansen, CBS Bibliotek

Det er august og dermed skolestart for en masse nye 0. klasseelever, som bevæbnede med spritnye skoletasker og penalhuse myldrer ind i klasseværelserne rundt omkring i folkeskolerne. Formentlig er de helt uvidende om, at de starter i en folkeskole, som er midt i en reformtid, og som i det nye skoleår står over for at skulle implementere den seneste i en række af reformer.

Den forrige markante ændring husker de fleste. Det var i foråret 2013, hvor ændringer i lærernes arbejdstidsregler førte til en langvarig konflikt mellem kommunerne og lærerne – en konflikt, som resulterede i en lockout af lærerne.  

Nu er endnu en så på banen, men vejen til succes for den reform kan vise sig at blive vanskelig, fordi nye reformer undlader at forholde sig til det øvrige reformlandskab, de skal agere i.

Det mener Justine Grønbæk Pors, der forsker i ledelse på folkeskoleområdet. Hun er aktuel med bogen Støjende styring – Genopfindelsen af folkeskolen mellem ledelse, organisering og læring, hvor hun analyserer de ledelsesmæssige konsekvenser af de reformforløb, som folkeskolen har gennemgået siden 1970erne.

Blinde for tidligere reformer
En af hendes pointer er, at tidligere reformer kan skabe problemer under implementeringen af nye reformer – og ikke mindst frustration hos de lærere og skoleledere, som skal håndtere reformændringerne og få dem til at fungere i hverdagen.

”De forskellige reformers samtidige tilstedeværelse betyder, at der opstår et krydspres mellem forskellige ledelseslogikker. Baggrunden er, at nye reformer præsenteres som reformen – den endelige reform, som revolutionerer og gør alle øvrige reformer overflødige. Det betyder, at nye reformer – også den aktuelle – er blinde for, hvordan de spiller sammen med tidligere reformtiltag, og det bliver især et problem, når folkeskolen gennem de sidste fem til seks år har været gennem en stribe forskellige reformtiltag,” siger Justine Grønbæk Pors.

Læring i svømmehal og SFO
For den aktuelle reforms vedkommende kompliceres billedet af, at den lægger op til en noget anden form for styring end den arbejdstidsreform, som blev gennemført sidste år. Arbejdstidsreformen betyder som bekendt, at det ikke er lærerne selv, men de lokale skoleledere, som planlægger lærernes arbejdstid. Og det er en styringsform, som er den stik modsatte af, hvad den aktuelle reform forventer af lærerne:

”Den aktuelle skolereform er et forsøg på at styre på det enkelte barns betingelser for at lære. Det betyder, at man gerne vil åbne skolen op for at inddrage frivillige foreninger og fritidsordninger i arbejdet med at skabe et dynamisk læringslandskab, hvor læringen foregår overalt og til alle tider. Hvis det skal lykkes, skal lærerne inviteres med til at påtage sig ledelse og initiativ, så de kan lede partnerskaber mellem skoler og aktører i dens omverden,” forklarer Justine Grønbæk Pors. 

Resultatet er en situation, hvor lærerne stik imod resultatet af sidste års arbejdstidsreform skal spille en helt anden rolle, hvad angår ledelse. Når læring ikke kun finder sted inden for klasseværelsets fire vægge, men også i svømmehaller, på boldbanen og i SFO'en, kræver det, at lærerne er åbne over for de muligheder for læring, som opstår rundt omkring. Det kræver kort og godt, at lærerne påtager sig mere ledelse – og det opponerer imod de styringssignaler, som kendetegner arbejdstidsreformen.

”I forhold til den ny reform står lærerne med en klar erindring om, at de på den ene side er blevet underlagt, at en skoleleder skal planlægge deres arbejdstid for dem, men samtidig skal de springe med på den ny reform og tænke i nye muligheder og på den måde lede med hele tiden. Samtidigheden mellem de to reformer kommer til at skabe nogle ledelsesmæssige udfordringer på de enkelte skoler – og det bliver op til skolelederen at løse de opgaver,” mener Justine Grønbæk Pors.

Hun hæfter sig ved, at netop den balancegang kan komme til at udgøre en snublesten for den ny reform.

”Skolelederne skal på den ene side agere som en stærk lokal leder, der praktiserer ledelse med stort ’L’, mens de på den anden side skal kunne engagere lærerne til at påtage sig både ledelse og initiativ,” forklarer Justine Grønbæk Pors.

Samme udvikling på andre velfærdsområder
I Støjende styring beskriver Justine Grønbæk Pors ledelsesudviklingen inden for folkeskolen, men hun mener, at scenariet er det samme inden for alle de såkaldte bløde velfærdsområder: Den enkelte borgers behov er kommet i centrum, og det lægger op til en ledelsesstil, der understøtter ønsket om at kunne gribe det uventede og det, som man på forhånd ikke havde set som en mulighed.

Men det betyder ikke, at man fra kommunal side er ophørt med at lede på bevillinger og aftalte mål. 

”For folkeskolen betyder det, at man opererer med nogle på forhånd definerede mål, som skolen skal leve op til. Men samtidig skal skolerne agere efter, at læring er en ukendt størrelse, fordi der tages udgangspunkt i den enkelte elev, der stiller uforudsigelige krav til undervisningen. Eksempelvis ønsker politikerne med reformen at åbne skolen op for samfundet via partnerskaber med lokale virksomheder og frivillige foreninger. Man tror på, at disse partnerskaber vil føre til mere og bedre læring, men konkret hvordan – alle mellemregningerne – og måske også de skuffelser der kan komme, det bliver skolelederens ansvar.” siger Justine Grønbæk Pors.

Tilbage står stadig spørgsmålet om succes. Bliver reformen den succes, som man håber på? Justine Grønbæk Pors ved det af gode grunde ikke, men hun ser gerne, at man i alle led tager ansvar for reformen – og frem for alt tager hensyn til, at det kommer til at koste tid og ledelsesressourcer, hvis man vil se resultater.

”Når der styres efter flere reformer på samme tid – og det er det vi ser her – så må man være klar over, at en ny reform ikke nødvendigvis skaber resultater i år eller næste år, fordi skolelederne simultant skal styre efter en række krydspres. Det kræver også, at man er klar på at levere understøttende ledelse, for det er her, at slaget for alvor skal slås.”