Mød HR-guru kendt fra Netflix

Opnår en organisation det bedste resultat gennem kontrol af medarbejderne eller tillid til, at de præsterer. Det grundlæggende spørgsmål skal Danmarks største HRM-konference forsøge at besvare med foredrag fra blandt andre en HR-guru kendt fra Netflix, årets leder 2013 og CBS’ uddannelsesdekan.

20/08/2014

Bør offentligt ansatte have friere hænder til at løfte opgaver? Kan tillid aflæses på bundlinjen? Stresser topstyring og kontrol medarbejderne? De og andre emner vil blive diskuteret på en HRM-konference i begyndelsen af september, hvor dilemmaet mellem kontrol og tillid er på dagsordenen.

Den såkaldte Cranet 2014-konference løber af stablen torsdag den 9. september klokken 9.00-16.30 i Ovnhallen i CBS’ bygning i Porcelænshaven.

Cranet er et samarbejde mellem 40 universiteter og handelshøjskoler. Målet er løbende at undersøge og evaluere Human Resource Management-strategi og praksis i omkring 50 lande. Cranet danner dermed et solidt afsæt for udvikling, forskning og benchmarking af HRM-praksis i private og offentlige virksomheder.

Konferencen byder på et væld af foredragsholdere. Der vil blandt andet være foredrag fra CBS’ uddannelsesdekan, Jan Molin, og administrerende direktør i Syd Energi, Niels Duedahl, der i 2013 blev kåret som årets leder.

Bestem selv ferie
En af dagens sidste talere er Patty McCord, der var Chief Talent Officer hos den amerikanske filmdistributør Netflix fra 1998 til 2013. Sammen med skaberen af Netflix, Reed Hastings, lavede hun Powerpoint-præsentationen Netflix Culture: Freedom & Responsibility. Den forklarer Netflix’ kerneværdier ved konkret at beskrive, hvad virksomheden forventer af de ansatte i stedet for diffuse værdiord.

Præsentationen er blevet set over ni millioner gange på nettet, og Facebook-direktør Sheryl Sandberg har kaldt præsentationen et af de vigtigste dokumenter, der er kommet ud af Silicon Valley.

I løbet af præsentationens 124 slides giver forfatterne et indblik i den virksomhedskultur, de ønsker i Netflix. Præsentationen viser eksempelvis, at Netflix lader de ansatte vælge selv, hvor mange feriedage, de fortjener. Samtidig fremgår det, at de ansatte skal træffe beslutningerne, mens ledere blot skal skabe den rette kontekst.

Ny undersøgelse
På konferencen kommer ph.d. ved CBS Frans Bevort og professor på CBS Henrik Holt Larsen til at præsentere resultater fra Cranet-undersøgelsen, der er en central del af Cranet-netværkets arbejde. Undersøgelsen tager temperaturen på Human Resource Management i danske virksomheder, og undersøgelsens resultater vil løbende blive analyseret de næste to år og i sidste ende sammenlignet med resultater fra andre lande.

HRM-undersøgelser siden 1989
Cranet-netværket har eksisteret siden 1989, og netværket har indsamlet data i mere end to årtier. Netværket er et internationalt Human Resource Management-forskningsprojekt, der løbende undersøger og evaluerer strategi og praksis inden for området i 50 lande.

CBS Executive, Network Of Corporate Academies (NOCA) og CBS er partnere bag konferencen.

Links:
Tilmeld dig her

Læs mere om konferencen her

Læs mere om Patty McCord i en artikel på Cranets hjemmeside

Se præsentationen Netflix Culture: Freedom & Responsibility

 

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017