Signe

Mød Signe, en studerende på cand.merc.(psyk.)

Hvorfor valgte jeg min uddannelse (og CBS)?
Jeg valgte cand.merc.(psyk.) som en naturlig forlængelse af HA(psyk.). I en lang periode overvejede jeg også cand.merc.aud. (revisorkandidat) eller cand.merc. erhvervsøkonomi - Strategy, Organization and Leadership, men jeg kom altid tilbage til, at det socialpsykologiske fundament på cand.merc.(psyk.) var der, min kerneinteresse lå. Uanset hvilken anden uddannelse jeg undersøgte, var det kun elementer af den, jeg synes var interessant. Med cand.merc.(psyk.) synes jeg, at det var det hele, der var spændende. Derfor blev det i sidste ende nemt at vælge.

Hvad er det bedste ved min uddannelse?
Det bedste ved min uddannelse er, at jeg ikke kun bliver klogere på mennesker i organisationer, men at jeg også bliver klogere på mig selv. Det er blandt andet gået op for mig, hvad jeg motiveres af, og under hvilke forhold jeg arbejder bedst. Dermed kan jeg nu forstå, hvorfor jeg aldrig fandt mig godt til rette i et tidligere job, som ellers virkede ‘perfekt’ på papiret. Det tror jeg i høj grad kommer mig til gavn, når jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen, når jeg er færdiguddannet.

Hvordan oplever jeg den faglige niveauforskel mellem min bachelor- og kandidatuddannelse?
Den store forskel ligger ikke i, hvad det er vi læser og lærer, men i hvordan vi bruger det. På bacheloren kunne man fokusere sin indsats et bestemt sted i pensum og være god til det. Det betød også, at man kunne få gode karakterer uden at læse alt. På kandidaten vægter overblik over pensum højt. Det er vigtigt, at man forstår at finde og udvælge den mest relevante litteratur i forhold til opgaven/problemformuleringen. Det kræver, at man sætter sig bredere ind i pensum.

Hvad er de største udfordringer på min uddannelse?
Der er to ting. Den ene er at bevare overblikket på 2. semester, hvor der er sindssygt mange spændende fag. Undervisningen er meget intens (bl.a. fordi projektledelse undervises som quarterfag), og man skal forholde sig til flere forskellige eksamensgrupper på samme tid. Så man er nærmest under eksamenspres hele tiden. Den anden ting er, at man skal forholde sig til, hvad man skal efter uddannelsen? På cand.merc.aud. ved alle, hvad man kan og bliver, men på cand.merc.(psyk.) skal du selv tegne en rød tråd i dine kompetencer og skabe en fortælling om, hvilken kandidat du er.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg ville gerne have vidst, hvor vigtig ens egen røde tråd gennem bachelor, kandidat, studiejobs, fritidsinteresser osv. er. Jo bedre man er til at skabe en fortælling om, hvilken sammenhæng der er, og hvilket menneske man er blevet på den baggrund, jo bedre rustet er man til at søge jobs bagefter. Både fordi man er klogere på, hvad man faktisk vil og kan, men også fordi man på den måde træder tydeligere frem for dem, der skal ansætte en.

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Jeg vil gerne arbejde med noget, hvor den professionelle samtale er centralt. Ideelt ville det være inden for noget med medarbejder- og kompetenceudvikling, men det kunne også være indenfor f.eks. proceskonsultation eller rekruttering. Det er vigtigt for mig at arbejde på en måde, hvor jeg er i berøring med de mennesker, som mit arbejde påvirker. Derudover overvejer jeg stærkt at efteruddanne mig inden for coaching for yderligere at dygtiggøre mig inden for den professionelle samtale.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Det er måske lidt kliché, men… Nyd det! De her to år går hurtigere, end du regner med, og pludselig skal du ud og være “rigtig voksen” og bruge din faglighed. Så nyd, at du stadig har ro og tid til at fordybe dig i din faglighed på en akademisk måde, hvor det primære formål er at generere viden og ikke at skabe organisatoriske løsninger. Jeg ved i hvert fald, at det jeg kommer til at savne allermest ved at være studerende, er at få lov at fordybe mig i og nørde kuriøse faglige detaljer - bare fordi. 

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 11/07/2023