Nye ESG-regulativer: Bøvl, der godt kan betale sig

I januar 2024 træder et nyt EU-direktiv i kraft om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Det hedder The Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), og virksomheder med flere end 250 medarbejdere skal bl.a. rapportere om, hvordan de belaster miljøet.

Det er en udfordring for ca. 50.000 europæiske virksomheder, da mange af dem er nødt til at ansætte nye medarbejdere eller konsultere eksperter, implementere nye afrapporteringssystemer og bruge mange arbejdstimer på afrapportering.

Men ifølge Andreas Rasche, professor og prodekan ved CBS Sustainability Centre, bør virksomhederne ikke udelukkende se direktivet som en belastning.

“Vi afsporer debatten en smule ved kun at tale om konsekvenserne på den korte bane. Selvfølgelig er det nødvendigt at investere i compliance, men på den lange bane kan de nye rapporteringskrav i høj grad gavne virksomhederne og hjælpe dem med at skabe relationer med kunderne,” siger han.

“Direktivet bør ikke kun handle om compliance, hvor der bare skal sættes en masse flueben i bureaukratiets navn. Det skal også hjælpe virksomhederne til at forstå, hvordan de hænger sammen, og hvordan de kan forbedre sig” - Andreas Rasche

Nyt regulativ skaber mulighed for læring

Præcis hvordan vil CSRD være til gavn for virksomhederne?

“Køberne kræver allerede, at virksomhederne rapporterer om deres produkter og hvor meget CO2, de udleder. De nye rapporteringskrav skal hjælpe virksomhederne med at imødekomme disse krav, men samtidig hjælper de også virksomhederne med at reflektere over deres egne processer, finde deres styrker og svagheder samt afdække deres egne risici og muligheder.”

For eksempel er mange virksomheder nødt til at indsamle data for, hvordan klimaforandringerne påvirker deres forretning. Oplysningerne kan hjælpe med at afdække potentielle risici. For eksempel har nogle virksomheder fået ødelagt deres forsyningskæder pga. det ekstreme vejr, vi har set i sommer.

Det handler ikke kun om compliance

Andreas Rasche anbefaler, at virksomhederne ikke ser på den nye lovgivning som en ren compliance-sag, men også ser det som en mulighed for at forbedre deres egen forretning.

“Direktivet bør ikke kun handle om compliance, hvor der bare skal sættes en masse flueben i bureaukratiets navn. Det skal også hjælpe virksomhederne til at forstå, hvordan de hænger sammen, og hvordan de kan forbedre sig,” siger han.

Han medgiver, at det nye direktiv kommer til at koste penge at implementere, og for virksomheder kan det betyde, at de skal ansætte nye kolleger med den givne ekspertise eller betale for konsulenter.

Han forsikrer dog, at kravene ikke er nok til at virksomhederne risikerer at gå nedenom og hjem, og at processen i høj grad er værd at investere i.

“Kravene vil sikre strategisk fremsynethed og i særdeleshed hjælpe små virksomheder med at positionere sig selv på lang sigt. Ofte handler mindre virksomheder bæredygtigt, men de taler ikke om det. Med direktivet får de virkelig mulighed for at vise, hvad de gør for miljø, mangfoldighed og bæredygtighed.”

Direktivet sætter Europa i førersædet

Andreas Rasche understreger, at det ikke kun er EU, der ønsker at indføre krav om bæredygtighedsrapportering. Som før nævnt er det allerede noget, mange købere kræver af leverandørerne.

CSRD og de nye rapporteringskrav, ESRS, er en måde at sikre, at alle rapporterer på et sammenligneligt grundlag. Og ifølge Rasche vil det være fordelagtigt for Europa at implementere nu.

“Direktivet giver europæiske virksomheder en mulighed for at være på forkant med udviklingen og skabe den nødvendige viden før deres internationale konkurrenter. Vi ser en lignende udvikling inden for ESG-rapportering i andre områder af verden, så europæiske virksomheder kan være first movers her,” siger Rasche.

Hvordan implementerer vi bedst CSRD?

Andreas Rasche mener, at CSRD vil være til gavn for virksomhederne på mange måder.

1. For det første lærer du din organisation bedre at kende, og det kan hjælpe dig med at prioritere og lægge en god strategi.
2. For det andet får du mulighed for at fortælle dine kunder og aftagere om dine bæredygtighedsinitiativer.
3. For det tredje skaber du viden om et område, der vil være endnu mere efterspørgsel på i fremtiden.

Men CSRD kommer uden tvivl til at kræve ressourcer og investeringer på kort sigt. Så hvordan griber man det an? Det har vi spurgt Andreas Rasche om:

“Det er meget vigtigt at den øverste ledelse udviser engagement. Opgaven kan ikke alene gives til complianceafdelingen. Der er behov for et vist engagement fra topledelse og bestyrelse for at kunne implementere kravene.”

Derfra kan virksomheden begynde at overveje, hvilke ressourcer der er til rådighed, og hvilke bæredygtige initiativer der allerede er taget.

“Det kommer selvfølgelig an på, hvilken type virksomhed du er. Nogle virksomheder, som fx Novo Nordisk, er allerede meget langt fremme inden for området, men mange mindre virksomheder er faktisk allerede bæredygtige, selvom de ikke ved det endnu.”

Denne proces kalder Andreas Rasche for at danne sig et ’inventory.’ En slags overblik eller lagerkatalog over, hvad virksomheden allerede gør og har af kapaciteter.

“Når du har fundet ud af hvad du har ’på lager’ af ressourcer og processer, kan du beslutte, om du har behov for at hente mere ekspertise ind.”

Hvordan er CSRD til gavn for den grønne omstilling?

Det store spørgsmål i denne artikel har indtil videre været, hvordan ESG-direktivet påvirker virksomhederne. Men faktisk er et endnu vigtigere spørgsmål, hvordan det vil gavne den grønne omstilling.

“Det kommer ikke til at ændre på CO2-udledningerne, men det skaber transparens. Det handler trods alt om afrapportering og ikke handling. Du kan stadig rapportere om, at du ikke er en særlig bæredygtig virksomhed. Afrapportering i sig selv er ikke svaret, men det kan skabe øget gennemsigtighed.”

Ifølge Andreas Rasche kan det dog afhjælpe problemet med greenwashing.

“Nogle virksomheder er bange for at ’prale’ med deres bidrag til den grønne omstilling af frygt for at blive beskyldt for greenwashing, så de kan finde på at skjule deres grønne bedrifter. De er bange for at blive kaldt utroværdige.”

Dette fænomen – hvor virksomheder skjuler deres grønne aktiviteter – kaldes ’greenhushing’. Ifølge Rasche kan det nye direktiv bidrage til at løse problemet:

”Mange virksomheder, der er bange for at blive stemplet som greenwashers, har valgt en mere konservativ tilgang, selv i et land som Danmark, hvor bæredygtighed ikke er en politisk varm kartoffel. Men nu, hvor alle skal afrapportere, bliver det sværere at gemme sine grønne initiativer.”