Department of Business Humanities and Law

”Kongeforelæsninger” for nye studerende

- CBS lancerer i de kommende vintermåneder en række forelæsninger med nogle af handelshøjskolens mest anerkendte forskere

10/27/2008

 

Vinterforelæsninger med nogle af handelshøjskolens mest anerkendte forskere

Kongeforelæsningerne skal, som supplement til den mere praktiske del af introforløbene, introducere de studerende til forskningsverdenen, samt opfordre dem til at tage de udvidede akademiske briller på og lade sig inspirere ud over deres egen studieretning.

 

Det årlige introforløb er så småt ovre, efterårssemesteret er godt i gang, og nu er det tid til at kigge sig om og undersøge, hvad CBS ellers har at byde på.

- Kongeforelæsningerne er en del af det udvidede introprogram, vi har sat i værk i år. Vi ønsker at bygge videre på intro-tanken, så den foruden to uger med rustur, introduktion til fagene, campusområdet osv. også åbner de studerendes øjne for forskningsverdenen, siger uddannelsesdekan Jan Molin.

 

Kongeforelæsningerne

En række tirsdage i oktober, november og december vil de studerende derfor kunne opleve et udsnit af nogle af CBS' dygtige forskere. Hver især har de gjort sig bemærket inden for deres fagområde(r), og fælles for dem er bl.a. deres hyppige optræden i medierne. Det er navne som Ove Kaj Pedersen, Michael Møller, Majken Schultz og Nicolai Juul Foss, der på efterårstirsdage vil introducere studerende til hver deres fagområde og aktuelle forskningsprojekter.

 

- Betydningen af navnet kongeforelæsninger skal ikke forstås, som her har vi en række konger, der underviser folket, men nærmere signalere at forskernes engagement og iver skinner bemærkelsesværdigt igennem, når de skal formidle kompliceret forskning på et meget højt niveau. Et niveau, der er en konge værdigt, og som vil kunne inspirere de studerende, siger lektor Søren H. Jensen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, der er en af arrangørerne bag forelæsningerne.

 

Dem møder de studerende til kongeforelæsningerne - kl. 17.10

28/10 Ove K. Pedersen, International Center for Business and Politics

4/11 Jan Mouritsen, Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi

11/11 Michael Møller, Institut for Finansiering

18/11 Majken Schultz, Institut for Organisation

25/11 Ole Thyssen, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi

16/12 Nicolai Juul Foss, Center for Strategi og Globalisering

 

The page was last edited by: Department of Business Humanities and Law // 04/29/2013