De største topchefer kommer på studieophold på CBS

Initiativet Executives in Residence inviterer topchefer fra de allerstørste danske virksomheder på studieophold for et år ad gangen. Formålet er at udvikle forskning og uddannelser i samarbejde med nogle af de største aftagere af CBS-kandidater. Den første Executive in Residence bliver Danske Banks adm. direktør Thomas F. Borgen.

04/09/2017

Foto: Ulrik Jantzen

Forskere og studerende kan se frem til at komme helt tæt på topchefer fra de største danske virksomheder. Det ny initiativ inviterer topchefer på studieophold for ét år ad gangen som Executive in Residence. Det betyder løst oversat Topchef i Huset og er inspireret af et koncept fra nogle af de allertungeste universiteter i den vestlige verden. Den første topchef bliver Thomas F. Borgen fra Danske Bank.

”Vi er glade og stolte over at kunne præsentere Thomas F. Borgen som den første topchef fra øverste hylde af danske virksomheder, som kommer tættere på CBS i vores nye Executives in Residence-program. Vi glæder os til at skulle arbejde tæt sammen med ham det kommende studieår”, siger rektor Per Holten-Andersen og fortsætter:

”Vi ser samarbejdet med Thomas F. Borgen og Danske Bank som nærmest perfekt match. Thomas er en karismatisk leder for en af Danmarks største virksomheder. Ovenikøbet en virksomhed, der hvert år er blandt de største aftagere af vores kandidater, og som i mange år har været blandt vores vigtigste partnervirksomheder”, siger Per Holten-Andersen.

Som Executive in Residence kommer topchefen tæt på både dygtige studerende og udvalgte forskningsmiljøer på CBS gennem møder planlagt over hele studieåret. Initiativet skal bringe virksomheders udfordringer tættere på CBS og både give ideer til ny, spændende forskning med høj samfundsrelevans og udvikle CBS' uddannelser, så de uden at gå på kompromis med kvaliteten i højere grad målrettes nogle af de allerstørste aftagere af kandidater. Thomas F. Borgen siger, at han ser frem til samarbejdet, som han betragter som tovejs:

"Jeg ser meget frem til samarbejdet med CBS. Jeg kommer til at hente ny og relevant viden, ligesom jeg kan få frisk inspiration fra dygtige forskere og studerende, som jeg kan bringe med mig tilbage til Danske Bank og dele med mine kolleger. Samtidigt er det en mulighed for mig for at bruge min viden og erfaring til at hjælpe med at gøre CBS endnu stærkere," siger Thomas F. Borgen og tilføjer:

"CBS har i 100 år været en vigtig del af den danske uddannelsesverden og har uddannelser indenfor områder, hvor vi også har mange kompetencer. Derfor er det helt naturligt for os at finde nye måder at arbejde sammen på. Executives in Residence er et rigtigt godt initiativ, som kommer til at bringe de store virksomheder endnu tættere på CBS. Det vil på sigt gøre de studerende, som vi aftager fra CBS, endnu bedre uddannet til at løfte de virksomheder de bliver en del af. Så både virksomheder og CBS kommer til at vinde på samarbejdet," siger Thomas F. Borgen.

Det første arrangement på CBS sammen med Thomas F. Borgen er den 21. September.

For flere oplysninger kontakt CBS eller Danske Bank

CBS kontaktinfo: direktør for CBS Erhverv Louise Seest
Danske Bank kontaktinfo: kommunikationsrådgiver Joachim Steenstrup, tlf: +45 4514 0293, email: joas@danskebank.dk

Sidst opdateret: Communications // 08/10/2019