Hvert tredje unge Talent 100 toptalent er igen CBS-alumne

Nyheder

En tredjedel af årets talenter var igen CBS-alumner, da Berlingske Business kårede 100+1 talenter på CBS den 19. april. +1 fordi Berlingske Business selv havde udpeget landets yngste borgmester som et ekstra talent i deres årlige Talent 100-magasin.

 
23/04/2018

Berlingske Talent 100 2018 gruppefoto

Her i 2018 var der hele 100+1 Berlingske Talent 100 toptalenter. (Foto: Bjarke MacCarthy)

34 af Berlingske Business Magasins 100+1 talenter er alumner fra CBS: 25 cand.merc.’ere, en cand.ling.merc.’er, to bachelorer, fem HD’ere og en Ph.D.. At en tredjedel af talenterne har en uddannelse fra CBS er mere eller mindre det samme resultat fra år til år, når Berlingske Business kårer de unge talenter. 

Det er direktør for CBS Business Louise Seest særligt stolt af, hvilket skinnede igennem, da hun bød velkommen til Talent 100-konferencen på CBS torsdag eftermiddag den 19. april. 

Programmet bød på hovedtalerne Anders Colding Friis, CEO for Pandora og CBS-alumne, og dette års +1 talent, som Berlingske Business selv havde udvalgt – Holbæks 25-årige borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), som er portrætteret på forsiden af årets Berlingske Business Talent 100 magasin.

Den rette blanding af ydmyghed og stolthed

I magasinets lederartikel påpegede erhvervsredaktør Peter Suppli Benson, at vi danskere burde udfordre janteloven og blive bedre til at klappe og højlydt fejre, når vi selv eller andre er gode til noget: 

”For nej, det gør ikke noget, at vi er ulige. At nogle er bedre end andre til noget. Og vi skal huske at dyrke det. Det er, når forskelligheder og ulige evner kombineres, at det virkelig slår gnister – sådan som det kan gøre, når talenter med forskellige kompetencer mødes”.

Et godt eksempel på et Talent 2018, der forstår balancekunsten mellem det jordnære og ydmyge og det excellente er Frederik Hvidt, HQ Executive i ISS Facility Service og cand.merc. fra CBS. Da han startede i jobbet trak han i arbejdstøjet og tog rundt til alle de kontorbygninger, han netop var blevet ansvarlig for, for personligt at opleve arbejdsdagen ude i marken. 

- Udpegningen til Talent 100 er noget af et blåstempel at få, men jeg må erkende, at jeg har følt mig udfordret ud fra en oplevelse af, at jeg burde være ydmyg. Så kommer jeg i tanke om, at jeg blev nomineret ud fra det stykke arbejde, jeg rent faktisk gør i en stor virksomhed med mange medarbejdere, og så skal det være i orden også at sige til sig selv, at det var flot, at det var dygtigt, at det var godt gået, fortæller Frederik Hvidt.  

1.500 Berlingske Business talenter siden 2004

Berlingske Business har udvalgt talenter og udgivet Talent 100-særnummeret i 15 år nu. Her sættes der fokus på 100 unge talenter under 35 fra en bred, men business-relevant vifte af kategorier. 

Talenterne nomineres af virksomheder – undertiden endda som en decideret koncernbeslutning – og andre interesserede. Ud fra de begrundelser, der følger med nomineringerne, samt CV og alder udvælger et hold Berlingske Business redaktører og journalister så de 100 talenter. 

Man kan læse portrætter af og se CV’er for årets 100 Talenter her (for Berlingske Business-abonnenter)

Sidst opdateret: Alumni // 15/08/2018