CBS har etableret tre nye Business in Society forskningsplatforme, der tager nogle af samfundets vigtigste udfordringer op: ulighed, diversitet og digitale transformationer. Formålet er at generere kvalificeret viden til de højaktuelle debatter og beslutninger, som samfundsudviklingen kræver på de tre fokusområder. De tre platforme holder fælles lancerings-event på mandag den 12. november – EU-kommissær Margrethe Vestager er ’keynote’, og interesserede alumner er mere end velkomne til at deltage.
CBS’ Collective Intelligence Unit forsker inden for et område, som erhvervslivet kun lige er begyndt at få øjnene op for og se et potentiale i både nationalt og globalt. Med fokus på emner som ’Collective Intelligence’, ’the wisdom of crowds’ og med stærke bånd til forskningen inden for ’Computer-Human Interaction’ har forskningsenheden meget hurtigt fået en central plads blandt den globale elite af forskere og policy-makers inden for science and technology.