Kom til CBS Career Fair og få inspiration til karrieren

Nyheder

Er du i tvivl om, hvordan din fremtid skal se ud? Eller har du en klar idé? I begge tilfælde er CBS Career Fair noget for dig. Deltag den 29. marts og bliv klogere på en lang række virksomheder fra forskellige brancher.

23/03/2017

Du går måske rundt og har lagt den store plan for din karriere, når du er færdig på universitetet. Det eneste, du mangler, er at have de rette kontakter, så planen kan blive til virkelighed. Eller også er du endnu ikke nået så langt med planen, og derfor er inspiration mere end velkommen. CBS Career Fair og repræsentanterne fra 44 forskellige danske og internationale virksomheder kan hjælpe i begge situationer.

Den 29. marts fra kl. 10-16 på Solbjerg Plads får studerende og nye CBS-dimittender mulighed for at møde virksomheder, som er klar til at netværke og tale om fremtidige karrieremuligheder. Som deltager på messen får du mulighed for at stille spørgsmål og finde ud af, hvad virksomhederne leder efter hos en ny medarbejder. Virksomhederne tæller blandt andet: A.P. Møller Mærsk, Bloomberg, Novo Nordisk og Zalando.

Dagens program

I løbet af dagen vil der være præsentationer fra 11 forskellige virksomheder i auditoriet SPs10. Virksomhederne vil fortælle om organisationen, arbejdskulturen og hvilke karrieremuligheder de kan tilbyde dig. Blandt andet vil Dell/EMC give tips og tricks til, hvordan du forbereder dig til en jobsamtale.

Du kan læse nærmere om præsentationerne på careerfair.dk, hvor du ligeledes melder dig officielt til. Når du har tilmeldt dig, vil du på dagen få en nøglekæde med dit navn, som er din billet.

Inden dagen

For at få det bedste og meste ud af dagen råder vi dig til at forberede dig hjemmefra. Hvilke virksomheder vil du gerne tale med? Hvilke spørgsmål vil du gerne have besvaret? Hvad vil du gerne fortælle om dig selv? For at få styr på dette kan du den 27. marts deltage i CBS’ forberedelsesseminar.

Tilmeld dig seminaret.

careerfair.dk kan du se et kort over, hvor de forskellige virksomheder står på selve dagen, hvornår og hvor de holder deres præsentationer samt læse mere om virksomhederne og deres visioner.


Kontakt Tanja Nesager Hejlskov, Event Manager, for spørgsmål.

Sidst opdateret: Communications // 01/09/2017