Medarbejderteams med 50/50 mænd og kvinder præsterer bedre og er mere åbne

Nyheder

Vi præsterer bedst, når vi arbejder i teams med en lige kønsfordeling, lyder konklusionen i et nyt studie udarbejdet af CBS-forsker.

 
11/09/2019

Foto: Ida Eriksen

Her ses forskeren bag studiet, Florence Villeséche, ifærd med at tegne sammenhængen mellem medarbejderes kønssammensætning, grad af åbenhed og præstation.


Hvordan påvirker fordelingen af køn i en medarbejdergruppe vores muligheder for at præstere?

Dette spørgsmål har lektor Florence Villesèche fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS blandt andet undersøgt i et nyt fagfællebedømt studie fra 2019.

Sammen med professor Jakob Lauring fra Aarhus Universitet har hun indsamlet data fra over 1.000 akademiske ledere fra universiteter i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Holland.

Lederne er gennem spørgeskemaer blevet bedt om at beskrive deres medarbejderes kønssammensætning, åbenhed i forhold til kolleger, samt hvor tilfredsstillende de udførte deres job.

”Vores resultater viser, at åbenhed over for andre har en positiv sammenhæng med arbejdspræstationen, og denne sammenhæng er mest tydelig i teams med 50/50 kønsfordeling,” siger Florence Villesèche.

Præstationen stiger markant

Lederne blev i studiet bedt om at vurdere medarbejdernes indsats i forhold til generel jobpræstation, kvaliteten af de udførte opgaver, deres åbenhed og tolerance over for andres inputs samt deres evne til at indgå i relationer med kolleger og overholde deadlines.

Her viste forskernes analyse, at teams med en 50/50-fordeling mellem mænd og kvinder skaber en stigning i åbenheden og den generelle performance fra 0.146 til 0.261 svarende til 78 procent.

Hvis kønsfordelingen i stedet er 20/80, falder performance og åbenhed med omkring 33 procent.

Det betyder, at teams med en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i højere grad høster fordelene ved åbenheden og derved præsterer bedre.

Det hele handler altså om balance i kønsfordelingen og et godt og åbent arbejdsmiljø, forklarer Florence Villesèche:

”En overvægt af kvinder i en medarbejdergruppe påvirker altså ikke præstationen og åbenheden positivt, som nogle måske tror. Det gør i stedet balancen mellem kønnene. Teams med 90 procent kvinder og 10 procent mænd præsterer ikke lige så godt som dem med 50/50 fordeling. Så det handler ikke bare om at få flere kvinder ind i de her teams,” siger hun.

Udfordrer den stereotype opfattelse af kvinder

Resultatet udfordrer nogle menneskers stereotype måde at anse kvinder på som nogle, der er mere dialogorienterede og derved fordrer åbenhed og gode præstationer, mener Florence Villesèche.

”Men vi vil gerne med studiet bevæge os ud over snakken om ’flere kvinder i topstillinger eller ej’ og nuancere debatten lidt. Kvinder er ikke en homogen masse eller magiske feer, der alle har den egenskab at kunne forbedre arbejdsmiljøet i en virksomhed,” siger hun.

Desuden er diversitet og en medarbejdersammensætning med både mænd og kvinder heldigvis en realitet på de fleste arbejdspladser, så det er vigtigt, at vi arbejder med at forstå, hvordan køn påvirker dynamikken i et team, pointerer Florence Villesèche.

Dog understreger hun, at der stadig eksisterer problemer i forhold til løn, forfremmelser og for få kvinder i ledende stillinger, som man bestemt bør tage alvorligt.

”Derudover er der stadig den her tendens til, at mænd er læger og kvinder er sygeplejersker. Så vi er stadig påvirkede af nogle strukturelle forståelser af mande- og kvindefag, som vi skal forsøge at gøre op med,” siger Florence Villesèche.

Ledere bør opfordre til at tænke ud af boksen

Selvom studiet er foretaget med informanter fra universiteter, kan konklusionen godt perspektiveres til andre videnstunge arbejdspladser, mener forskeren bag.

Derfor bør ledere i både det offentlige og private overveje, hvordan man skaber arbejdsbetingelser der gør det muligt for medarbejderne at præstere bedst muligt:

”Det kan man eksempelvis gøre ved at overveje kønssammensætningen i sine teams og også ved at tale om, hvad åbenhed over for andre menneskers ideer og måder at gøre tingene på betyder for jobpræstationen,” forklarer Florence Villesèche.

Og så skal man huske at lade sine medarbejdere tage nogle chancer og tænke ud af boksen:

”For det er oftest, når medarbejdere bevæger sig ud på dybt vand og ikke helt ved, hvor det ender, at åbenheden og det nye og spændende opstår,” slutter hun.


For mere information kontakt Ida Eriksen, CBS Communications.

Sidst opdateret: Communications // 02/10/2019