Risikofyldt arbejde – en ny tilgang til virksomheders risikostyring

Vi lever i en verden, som kendetegnes af risici, usikkerhed og det ukendte. Den nylige, uforudsete og pludselige påvirkning af Covid-19 pandemien illustrerer pointen. Alligevel opfører vi os typisk, som om vi kun konfronterer identificerbare risikobegivenheder – af bekvemmelighed.

11/01/2022

Photo: Shutterstock

Foto Shutterstock

Mens nogle organisationer er i stand til at respondere på uforudsete hændelser – der kan omfatte alt fra omvæltende teknologier og forøget konkurrence til ekstreme vejrlig og klimarelaterede katastrofer – er de fleste ikke i stand til det, og det er en udfordring. Så hvordan forholder vi os effektivt til en verden karakteriseret af stigende kompleksitet og usikkerhed?

Når vi står overfor usikre og uforudsigelige forretningsbetingelser, som med jævne mellemrum fører til store erhvervsskandaler, har der været et øget fokus på risikostyring og rapportering drevet af generelle forventninger, myndighedskrav og selskabsretslige initiativer.

Til støtte foreslår forskellige erhvervsorganisationer og politiske beslutningstagere, at man anvender Enterprise Risk Management (ERM) – specifikt rammeværkerne COSO og ISO 31000. ERM-retningslinjer og -standarder kan være værdifulde hjælpemidler for virksomheder til at identificere og håndtere risikobegivenheder – og muligheder.

Men er det tilstrækkeligt til at håndtere komplekse og risikofyldte internationale erhvervsforhold? Det er disse vigtige problemstillinger der undersøges i en ny banebrydende forskningsartikel publiceret i Long Range Planning.

Baseret på eksklusive data indsamlet blandt Danmarks 500 største virksomheder har den nye forskningsrapport fra CBS undersøgt effekten af at anvende ERM-rammeværktøjerne. Som noget helt nyt analyserer studiet virksomhedernes resultater af risikostyring sat i forhold til effekten af interne strategiske beslutningsprocesser.

”Dette er den første undersøgelse af sin slags, som giver et mere komplet billede af den effekt risikostyring har på organisationer. Vi finder, at basale strategiindsatser er af fundamental betydning for at opnå positive resultater fra de formelle risikostyringspraksisser,” siger professor Torben Juul Andersen fra Institut for International Økonomi, Politik og Business på CBS.

Effektiv håndtering af risici

Undersøgelsen viser, at håndteringen af usikre globale erhvervsforhold kræver mere end en implementering af formelle ERM-rammer – det kræver et bredere organisatorisk engagement. Forskningen antyder, at virksomhedsledere og politiske beslutningstagere i højere grad bør overveje, hvordan man mere effektivt kan håndtere nutidens risici, som er præget af stor usikkerhed og ukendte faktorer.

Når den faktiske udvikling overrasker os, og organisations ledelse skal håndtere konsekvenserne af uforudsete hændelser – såsom pandemier og klima effekter – er formelle kontrolbaserede retningslinjer og praksisser utilstrækkelige. De er bekvemme og får os til at føle os trygge, men de giver os en falsk sikkerhed,

Undersøgelsen peger på, at fremtidige løsninger har brug for en kombination af hurtige responser og løbende vurderinger af udviklingen og brugbare løsninger. ”Virksomheder, som gør det muligt at respondere lokalt og engagerer sig i strategisk planlægning for at vurdere pludselige hændelser,  opnår signifikant bedre resultater end virksomheder der kun indfører formelle ERM-rammeværker,” tilføjer professor Andersen.

Positive præstationsresultater

Forskningen viste, at efterlevelse af ERM-principperne hænger sammen med positive præstationsresultater, men at disse effekter er kraftigt forstærkede af decentrale responser og centrale strategiske overvejelser.

Derfor er det ikke nok at indføre formelle risikostyringspraksisser til håndtering af forestående risikobegivenheder. Derimod er evnen til effektivt at håndtere usikre og ukendte forhold afhængig af lokale responser og kontinuerlige strategiske analyser,

Undersøgelsen opfordrer politiske beslutningstagere til at tænke aktivt på håndteringen af pludseligt opståede risikobegivenheder, hvoraf de mest signifikante vil overstige alle tidligere forventninger og fremtidsscenarier. ”Den eneste måde, hvorpå man finder nye brugbare løsninger, er ved at eksperimentere – eller at handle hurtigt via lokale responser, der kan pege på en tilpasset strategisk retning,” tilføjer professor Andersen.

”Der er behov for mere alsidige risikoresponser i håndteringen af uforudsete hændelser og ukendte forhold i den fremtidige udvikling, hvor formelle, kontrolbaserede processer ligefrem kan hæmme evnen til at skabe kreative løsninger,” konkluderer professor Andersen.


 

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023