Fagligt input til sommerferien? Så kan du lytte til ny podcastserie om, hvordan stereotyper om køn former mænd og kvinders karrierer (forskelligt)

CBS, Djøf og Djøf Forlag præsenterer ny, forskningsformidlende podcastserie med udgangspunkt i CBS-professor MSO, Sara Louise Muhrs bog ”Ledelse af køn”. I løbet af 6 afsnit kan du høre om kønsroller og -stereotyper og magtfordeling. Serien byder på samtaler mellem vært journalist Trine Askholm, Sara Louise Muhr og en række spændende forfattere, forskere, ledere og kulturpersonligheder, der alle har et forskelligt perspektiv på køn og ledelse.

 
07/07/2021

Hvis ledelse og køn er noget, du gerne vil vide mere om, så kan du tage denne podcast-serie med på din sommerlytteliste:


Afsnit 1: Den historiske udvikling for kvinder i ledelse
Hvorfor er der ikke flere kvinder i ledelse – hvad fortæller historien os om det? Og tilbyder det historiske perspektiv en bedre forståelse af status quo?
Gæst: Birgitte Possing, professor emerita i historie og antropologi og bl.a. forfatter til bogen ”Argumenter mod kvinder” fra 2020

Afsnit 2: Feminitet og maskulinitet
I dette afsnit er der særligt fokus på, hvordan spillereglerne for at være mand og kvinder er under forandring
Gæst: Anders Haahr Rasmussen, journalist og forfatter, har bl.a. skrevet bogen ”En Fandens Mand”, som handler om mænd i det 21. århundrede

Afsnit 3: Sexisme
Vi taler om sexisme og ”Fix The Women” og ”Value The Feminine”, som er omdrejningspunkt i det forskningen kalder for linedanserproblematikken.
Dagens gæst er forfatter Hanne-Vibeke Holst, som igennem sit omfattende forfatterskab har beskrevet kvinderollen og magtrelationer mellem kønnene i mange afskygninger.

Afsnit 4: Bias, privilegier og blindhed
Bias, privilegier og nok så væsentligt blindhed over for privilegier får særlig opmærksomhed i dette afsnit.
Gæst:  Christina Lundsgaard Ottesen, psykolog og har tillige en ph.d. i tværkulturel diversitet. I de seneste år har Christina forsket i, hvordan diversitet i ledelse skaber værdi.

Afsnit 5: Fremtidens arbejdsmarked, om inkluderende sprogbrug og normkritik
I dette afsnit er fremtidens arbejdsmarked, inkluderende sprogbrug og normkritik i fokus.
Gæst: Fahad Saeed, som er Diversity Manager på Teater Mungo Park, og medstifter af foreningen Sabaah, der er en forening, som arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund.

Afsnit 6: Virkeligheden – de mest almindelige fejltagelser, og hvad vi kan gøre ude i virksomhederne
I dette afsnit skal vi have mere konkrete erfaringer fra dansk erhvervslivs arbejde med ledelse og diversitet på bordet. Gode bud på hvad der virker – og hvad der ikke kan anbefales.
Gæst: Adm. direktør Ib Enevoldsen fra den globale ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed Rambøll. Ib har arbejdet med Rambølls strategi og fokus på diversitet og inklusion i de seneste 10 år.

Podcastserien er produceret af Innovator Q og tager som sagt udgangspunkt i Sara Louise Muhrs udgivelse, Ledelse af køn, der er udkommet på Djøfs Forlag.

Sidst, men ikke mindst, får du links til podcasts'ene på djoef.dk, iTunes, Google Podcasts og Spotify.

God lytning.


 

Sidst opdateret: Business in Society platforms // 07/07/2021