Symposiet Digital gnidningsløshed - og arbejdet bag

CBS' forskningsplatform Digital Transformation sætter fokus på arbejdslivet i den digitaliserede offentlige sektor - på det krævende og ofte usynlige arbejde, der hver dag investeres i forsøget på at skabe digital gnidningsløshed og smarte løsninger for borgeren. Hvordan ser virkeligheden ud bag disse teknologiske løsninger og politiske visioner? Det undersøger dette symposium, der finder sted i samarbejde med forskere, praktikere og interessenter på KUNSTEN i Ålborg i relation til udstillingen Work It Out. Læs mere her og dyk ned i den tilhørende publikation og podcast, der udgives i forlængelse af symposiet. Du finder det hele her.

 
28/09/2021

Læs mere om symposiets tema:

Offentlig digitalisering
To trends præger arbejdet med digitalisering i den offentlige sektor i Danmark: en hastig udvikling i teknologier samt politiske ambitioner om at gøre interaktionen med den offentlige sektor så gnidningsløs som muligt, så borgeren oplever sammenhæng, service og kvalitet. Det har længe været et strategisk fokusområde i de fællesoffentlige digitaliseringsstrategier og står centralt i Kommunernes Digitaliseringsprogram 2021-2025. Cloud løsninger, automatisering, machine learning, selvbetjeningsinterfaces og forskellige typer robotter er teknologier, der skal hjælpe med at indfri ambitionerne. De giver nye muligheder for at organisere arbejde mere effektivt fx ved at uddelegere opgaver til maskiner eller brugere, så de let kan få overblik og modtage den service, de har behov for uden at skulle igennem tunge og tidskrævende interaktioner med en bureaukratisk forvaltning. De giver angiveligt også nye muligheder for, at borgeren får en bedre og mere skræddersyet service, som når fx kunstig intelligens bygges ind i serviceinteraktionen. Når disse muligheder udnyttes, har det stor  betydning for forandringen af den danske offentlige sektor. Stærke politiske aktører har gennem årtier sat ambitiøse agendaer for digitaliseringen af den offentlige sektor på mange områder – ikke mindst i forhold til at skabe en (digitalt) sammenhængende oplevelse for den enkelte borger eller virksomhed: det skal være nemt at blive (selv-) betjent, det skal opleves som om, den ene hånd ved, hvad den anden gør, borgere og virksomheder skal spares for at blive spurgt om de samme oplysninger igen og igen.

Arbejdslivet i den digitaliserede offentlige sektor
Med dette symposium sætter vi fokus på det krævende og ofte usynlige arbejde, der til daglig investeres i forsøget på at skabe og opretholde sammenhæng og digital gnidningsløshed. Når teknologiske løsninger og politiske visioner tilsammen lykkes med at skabe mulighed for automatiseret tildeling af en række ydelser og afgørelser, lækre brugerrejser samt selvbetjeningsmuligheder – altså en oplevelse af digital gnidningsløshed – så opstår der samtidig en mængde nye arbejdsopgaver med at skabe og opretholde denne gnidningsløshed, fx gennem afskaffelsen af papirer og fysiske møder. Disse opgaver er ikke bare udviklingsarbejde og implementeringsprocesser, men opgaver af en mere vedvarende karakter. Kommunerne udgør i mange tilfælde en frontlinje i det offentlige Danmark, og her mærkes det i det daglige arbejde, hvordan ambitionerne om sammenhæng og gnidningsløshed skaber nye arbejdsopgaver, nye relationer mellem institutioner, og nye relationer til borgere. Det er blevet en vigtig del af det daglige arbejde at få digitale tilbud og løsninger til at fungere og at operere i spændingsfeltet mellem politiske visioner, teknologiske muligheder, økonomiske råderum, retlig regulering og mødet med lokale behov.

Fokus og målgruppe
Symposiummet sætter fokus på, hvordan de fællesoffentlige digitaliseringsstrategiers og det kommunale digitaliseringsprograms søgen efter sammenhæng – og implicitte forventninger til en effektiv og gnidningsfri oplevelse for borgere og virksomheder – skaber et nyt fundament for det fremtidige arbejde i kommunerne. Vi ønsker at undersøge og diskutere, hvordan det fremtidige arbejdsliv både præges af teknologier, der lover gnidningsløshed, og af komplekse, daglige opgaver der skal løses for at skabe denne gnidningsløshed. I denne kontekst er der behov for at forstå og anerkende de nye fagprofessionelle roller, der vokser frem som følge af denne digitalisering, inklusive alt det nye, usynlige arbejde omkring digitale teknologier, ligesom der også er behov for at diskutere, hvordan medarbejdere og ledere skaber mening, når arbejdet forandrer sig, ikke mindst i interaktionen med de teknologier, der skal lette og smidiggøre deres arbejde.

Symposiummet henvender sig til alle med interesse for offentlig digitalisering og arbejdsliv, og deltagerne vil være en blanding af forskere, repræsentanter for interesseorganisationer og offentlige ledere og medarbejdere, der arbejder med disse spørgsmål og udfordringer.

Symposiummet afholder vi på Kunsten i Aalborg i forbindelse med deres udstilling Work it Out! Fremtidens arbejdsliv, som tematiserer ”tidens hurtigt accelererende samfund” og ”mennesket i fremtidens arbejdsliv”. Vi inviterer Aalborg Kommune til at dele deres oplevelser med at sætte fokus på ’digitalisering og sammenhæng’, og vi inviterer interesseorganisationer og forskere fra hele landet til at belyse og debattere kommunale erfaringer med arbejdet bag den digitale gnidningsløshed.

Hent det tilhørende magasin:

Digital gnidningsløshed og arbejdet bag 

Her kan du finde den tilhørende podcast af og med journalist og debattør Anders Kjærulff:

Digital gnidningsløshed og arbejdet bag

Se programmet for symposiet her.



 

Sidst opdateret: Business in Society platforms // 03/11/2021