Strategiarbejde er at riverrafte uden om store sten

Nyheder

For professor og underviser Marie Louise Mors er strategiarbejde som at styre uden om store sten på en riverrafting. Der er flere ruter at sejle og strømforholdene kan ændre sig. Værktøjerne til at vælge den rette vej kan Marie Louise Mors udstyre dig med på Global Executive MBA.

 
13/06/2018

mlm


Af Matilde Hørmand-Pallesen

”Når jeg bliver spurgt om den optimale strategi plejer jeg at drille med at sige: ’2 sekunder, jeg skal lige hente den i håndtasken’”, siger professor ved CBS Marie Louise Mors og griner.

”Det er jo super komplekst, for det kommer an på industri, størrelse på virksomhed, hvad du vil opnå osv. Der er ikke ét facit. Strategi er nuanceret og i bevægelse. Og det er dét, der er sjovt”.

Marie Louise Mors underviser på kurset Strategy Development på efteruddannelsen Global Executive MBA-uddannelsen (GEMBA) på CBS. Hun har 12 års erfaring med at undervise på MBA-niveau og en ph.d. fra det anerkendte franske universitet INSEAD. Hun har været på forskningsophold på Massachusetts Institute of Technology (MIT) og har været ansat på London Business School (LBS), som er top-rangeret for sine MBA-uddannelser. 

Af og til sniger et engelsk ord sig ind i hendes danske og vidner om, at Marie Louise Mors har opholdt sig 24 år i udlandet. Sydney, Oslo, Paris, London, San Francisco, Boston og New York har været hendes hjem, men de seneste fem år har hun igen været bosat i Danmark. Vi er mødtes for at tale om CBS’ GEMBA for at finde ud af, hvordan professoren klæder de studerende på til at nå næste niveau i deres karriere. 

Vejrforhold påvirker strategien

riverraft

Marie Louise Mors peger på et billede af en flod i Rusland, som hænger på hendes kontor. Billedet plejer hun at vise sine studerende, når hun skal sætte ord på, hvad strategi er. Det er taget, mens hun fisker med sin mand og forude dukker en sten op.

”Det er ikke meningen, at man skal styre lige ind i stenen, men du kan godt sejle to veje rundt om stenen. Begge dele kunne være okay”, siger hun.

”Et andet scenarie er, at der nogle år er rigtig meget sne i Rusland og dermed mere vand i floderne. Stenene kan være dækkede, men så flyder båden også hurtigere i vandet. Andre år er der mindre vand og flere sten, fordi vejret har været tørt. Hvordan undgår vi så de sten? Måske kræver det, at du trækker din båd op på land, fordi du ikke kan sejle hele vejen. Sådan er arbejdet med strategi også, fordi miljøet ændrer sig hele tiden”, forklarer professoren. 

Men der er hjælp at hente i professorens værktøjskasse. 

flod-rusland-r2_1234x694px.jpg

Du får solidt teoretisk fundament baseret på nyeste forskning
Blandt de vigtigste goder ved strategikurset på GEMBA-uddannelsen fremhæver Marie Louise Mors tre. Det første er, at undervisningen er baseret på forskning. Forestil dig et levende leksikon, som konstant bliver opdateret med den nyeste viden. Som forskningsaktiv følger Marie Louise Mors med i de nyeste udgivelser. Hun er netop vendt hjem fra en konference i Oslo og er i øjeblikket i færd med at organisere en konference i Paris – det kræver, at hun er helt opdateret. 

Men dermed ikke sagt, at undervisningen foregår som en monolog. 

”Min undervisning er ikke som en traditionel forelæsning. Jeg kan dele den nyeste forskning med mine studerende og afprøve ting fra min forskning, men jeg forventer, at de studerende også udfordrer mig. Jeg ser mig selv som en facilitator, så på den måde er undervisningen et samspil”, siger hun. 

”De studerende får et stærk teoretisk fundament for strategiudvikling”, tilføjer hun. 
 

Deler materialer med MIT, INSEAD og LBS
Det andet gode er, at de studerende stifter bekendtskab med nøje udvalgte cases, som er eksempler fra den virkelige verden. Den praktiske anvendelse af teori er vægtet højt, og forskere fra hele verden er med til at sammensætte det mest up-to-date pensum:

”Jeg bruger mit internationale netværk og udveksler erfaringer med andre undervisere. Jeg taler f.eks. med andre som underviser i strategi på Wharton, Harvard, INSEAD og LBS. På den måde sikrer vi, at undervisningen er relevant, og jeg kan med god samvittighed sige, at materialerne er på niveau med de bedste skoler i udlandet.” 

Styrken ved at arbejde med cases er, at de studerende lærer at analysere en situation og på den baggrund lærer at træffe den bedste beslutning, der giver størst chance for at få konkurrencefordel, forklarer Mors. Og samtidig får de studerende mulighed for at gå i dybden med andre virksomheder, som kan give nye ideer. 

”Det tvinger de studerende til at tænke uden for deres egen hverdag”, siger Mors.

”Selvom de studerende arbejder med en helt anden industri eller problemstilling og bliver bedt om at kigge et helt andet sted hen, vil de ofte finde noget, de kan tage med sig”.

Du får internationalt netværk 
Det tredje gode er, at Global Executive MBA er kendetegnet ved, at klassen er sammensat af nøje udvalgte erhvervsledere – gerne fra flere forskellige lande. Det seneste hold, som Marie Louise har undervist, har fx været sammensat af studerende fra bl.a. Brasilien, Frankrig, USA, Sverige, Norge og Danmark. 

”En del af kurset er at lære af de andre studerendes erfaringer. De studerende repræsenterer diversitet og nuanceret erfaring, og derfor opfordrer jeg alle til at deltage aktivt. Og jeg oplever altid et stor engagement på holdene,” siger Mors.


 

CEOs er ikke længere alene om at træffe beslutninger 
Hvorfor er strategikurset relevant for de studerendes hverdag? Ledere er i dag påkrævet en større involvering af organisationen, når de skal træffe beslutninger, og det kræver, at man kender sin værktøjskasse, forklarer Mors.

”Hvis vi går 20-30 år tilbage sad en CEO på sit kontor og kunne træffe beslutninger alene og implementere strategi. De sad med kompetencerne uden, at andre så dem over skulderen. Men sådan er det ikke i dag”, siger hun:

”I dag er information blevet mere tilgængelig for flere, og du kan fx tage et kursus i strategi på nettet. Samtidig blander activist investors sig i CEOs beslutninger. Der er langt flere interessenter at forholde sig til og verden bevæger sig hurtigere. Det giver et større pres på CEOen.” 

Og de udfordring er kun mere aktuelle for ledere af globale virksomheder med komplekse problemstillinger. Derfor er det oplagt, at de kigger forbi GEMBA-uddannelsen og får de nyeste og bedste værktøjer, lyder opfordringen fra Marie Louise Mors. 

Læs mere om Global Executive MBA

 
Sidst opdateret: Communications // 11/07/2019