Nye forskere på CBS

Mød her fem forskere, der alle er skiftet til CBS indenfor de seneste måneder. Portrætterne er produceret af journalistbureauet TANK.

19/12/2017

Ny professor ser på organisationers hvide felter

de_cock_korr.jpg

Foto: Privat

Christian De Cock, professor på Institut for Organisation

Til januar starter den belgiskfødte Christian De Cock som professor på Institut for Organisation efter 27 år i det britiske, de seneste syv som professor på University of Essex. Nu vender han tilbage til moderkontinentet til et CBS, som han gennem de seneste år har lært at kende og holde af. Både som Monsted gæsteprofessor i 2014, og tidligere i år som gæsteprofessor sponsoreret af et Velux Research Grant. Christian De Cock forsker særligt i organisationers hvide felter – altså de blinde vinkler, som han forsøger at synliggøre. Senest har han sammen med Christina Berg Johansen fra CBS forsket i, hvordan danske bestyrelsesmedlemmer forstår og forbereder sig på fremtiden, og hvilke ideologiske markører dette afslører af deres forståelse af nutiden. En af grundene til, at Christian De Cock er særligt tiltrukket af CBS, er muligheden for at knytte humanistisk videnskab sammen med traditionel økonomisk forskning. Noget, som ikke sker i samme udstrækning på mange britiske business schools, som Christian De Cock særligt i de seneste år har bemærket er blevet mere forsigtige omkring, hvilke forskningsprojekter de søsætter. Måske fordi den britiske universitetsverden i stigende grad er underlagt performance management, som i følge Christian De Cock kan have potentielt destruktive konsekvenser for forskningen. Han oplever samtidig, at de kaotiske Brexit-forhandlinger lægger en dæmper på det britiske forskningsmiljø, Men alt dette behøver Christian De Cock ikke at spekulere, når han fra årsskiftet skal finde sig til rette i sin nyerhvervede lejlighed på Frederiksberg. Herfra ser han frem til at cykle København tynd i sin fritid, når han da ikke bruger tiden på at læse, øve dansk eller at "lege med farver", som Christian de Kock betegner en hobby, som han beskedent mener vil være en overdrivelse at kalde maleri.
 

Hollænder skal forske i investeringer i konfliktzoner

Foto: CBS

Caroline Witte, adjunkt på Department of Strategic Management and Globalization

Første november havde hollandske Caroline Witte sin første arbejdsdag på Department of Strategic Management and Globalization, hvor hun i de næste seks år skal undersøge multinationale virksomheders strategier i risikofyldte regioner. For nyligt afsluttede hun sin ph.d. fra Erasmus University i Rotterdam og i tæt samarbejde med Verdensbanken. Hendes ph.d.-arbejde startede lige efter, at det arabiske forår sendte chokbølger gennem regionen, hvilket efterfølgende har været en stærk motivationsfaktor for meget af hendes arbejde. En interessant konklusion var, at mange store internationale virksomheder, modsat hvad mange tror, gerne investerer i konfliktplagede områder. Det skyldes blandt andet, at mange af virksomhedere er dygtige til at sprede risikoen, og at gevinsten ved en vellykket investering i en konfliktzone ofte er betydeligt større end i mere rolige lande med hårdere konkurrence. Faktisk går tretten procent af internationale virksomhedes investeringer i udviklingslande til konfliktzoner. På CBS skal Caroline Witte nu bygge videre på resultaterne fra sin ph.d. Hendes første projekt undersøger, hvordan både mindre lokale, uformelle virksomheder og multinationale firmaer håndterer risiko i forskellige lande verden over. Caroline Witte er foreløbig ansat på en seksårs kontrakt, og når hun ikke skal forske på CBS, passer hun sin yoga, sin cykling og ikke mindst sin glæde ved god vin og en passioneret forelskelse i det nordiske køkken.
 

Nigeriansk forsker vil hjælpe virksomheder i deres digitale transformation

ftot_korr.jpg

Foto: CBS

Abayomi Baiyere, adjunct på Department of Digitalization

Abayomi Baiyere har siden august 2017 været ansat som adjunkt ved Department of Digitalization på CBS, hvor han underviser i IT-strategi og forskningsmetoder. Samtidig er han tilknyttet som Research Affiliate ved Center for Information Systems Research ved MIT Sloan School of Management Han er opvokset i Nigeria, men hans ønske om at tage en kandidat i Management and Information Technology bragte ham til Aix i Frankrig, Turku i Finland og Tilburg i Nederlandene. En inspirerende lektor på universitetet i Tilburg vakte Abayomi Baiyeres interesse for transformationsprocesser hos virksomheder, og han tog sin ph.d. i digital innovation og digital transformation på Turku universitet i Finland. Frem for alt ønsker Abayomi Baiyere med sit arbejde at gøre en konkret forskel for de virksomheder, der skal gennemgå en digital transformation for at kunne overleve konkurrencen. En opgave, der er lettere sagt end gjort, da mange virksomheder snakker om digital transformation, men få lykkedes med det. En case, Abayomi Baiyere for tiden arbejder med, er en automatiserings- og robotvirksomhed, der automatiserer fabrikker, og som er udfordret af softwarevirksomheder, der ikke selv ejer noget hardware. Derfor bliver automatiseringsvirksomheden nødt til at tænke sin forretning om, og virksomheden skal indføre en helt ny digital strategi, end den de er vant til. Det er dette krydsfelt mellem digital disruption, digital transformation og samfundsmæssig impact som Abayomi Baiyere håber at kunne få bidrage til med sin egen forskning. I sin fritid nyder Abayomi Baiyere at hænge ud med vennerne og familien over et spil skak eller andre brætspil. Han er også meget glad for sport, særlig fodbold, men en knæskade holder ham for tiden væk fra banen.
 

Bogelskende professor tilbage på CBS

peter_feldthutter_korr.jpg

Foto: London Business School

Peter Feldhütter, professor ved Institut for Finansiering.

Peter Feldhütter er tilbage på CBS efter syv år på London Business School, hvor han som adjunkt i finansiering har forsket og undervist i derivater og erhvervsobligationer.I gamle dage blev erhvervsobligationsmarkedet ikke opfattet som særligt interessant, men finanskrisen gjorde det ifølge Peter Feldhütter klart, at det er væsentligt. For under krisen frøs disse markeder helt til, og man blev samtidig opmærksom på vigtigheden af at regulere markederne og begrænse bankernes mulighed for at handle erhvervsobligationer med henblik på spekulation. Men med den nye regulering, er der opstået en ny frygt for, om markedet bliver illikvidt. Og netop i hvilken grad illikviditet kan påvirke priserne på erhvervsobligationer optager i særlig grad Peter Feldhütter.Desuden arbejder han for tiden på projektet Who are the liquidity providers in the market for credit default swaps?, der ser på muligheden for, at andre aktører end banker – fx hedgefonde – vil kunne købe og sælge værdipapirerne, når nu bankerne i stigende grad bliver genstand for regulering. Peter Feldhütter tilbringer en stor del af sin fritid med fodbold – enten spiller han selv eller tager med sin søn ind og ser kampe med FC København eller, da familien boede i London, Arsenal. Ellers læser han med stor lyst skønlitteratur af forfattere som Fjodor Dostojevskij eller Svend Åge Madsen.
 

Kinesisk forsker vil give miljøhensyn større plads i regnskabsfaget

yanlei_korr.jpg

Foto: CBS/Jørn Albertus

Yanlei Zhang, adjunkt ved Institut for Regnskab og Revision
 
Han er født i en lille landsby i den del af det østlige Kina, hvor også embedsmand og filosof Konfutse stammer fra. I denne kulturbærende del af Kina, tæt ved Sydkorea, tog Yanlei Zhang sin bachelor- og kandidateksamen, derefter havde han forskningsophold i Frankrig og Spanien, og siden oktober har han været ansat som adjunkt på CBS. Yanlei Zhang er interesseret i regnskabsføring og ikke mindst dens forbindelse til csr-problematikker, særligt området for social og miljømæssig regnskabsføring. Dette er også en af grundene til, at han oprindeligt valgte at sige ja til jobbet på CBS: for at tage ved lære af en dansk vægtning af miljøhensyn og omsorg for samfundets svageste grupper. Selv husker han, hvordan hans familie i 90’ernes Kina manglede penge, men til gengæld levede med rent vand, luft og miljø. I dag forholder det sig omvendt, og det er sket på få år. Hver uge er han i telefonisk kontakt med sine forældre, der har avancerede, smarte telefoner og taler via netforbindelser, der er hurtigere end i Europa. Til gengæld har den kinesiske vækst åbnet for en industriel forurening, der gør dele af landet ubeboelig, og for Yanlei Zhang er bæredygtighed derfor landets største og vigtigste udfordring fremover. Denne erfaring med forurening har han taget med til København som påmindelse om, at regnskabsdisciplinen er forpligtet på at være lige så præcis til at udregne afledte konsekvenser på samfund og miljø som til at opgøre profit.  Yanlei Zhang elsker at gå og løbe rundt i København, når han da ikke er på udkig efter muligheder for at spille bordtennis eller badminton, som han i parentes for tiden mangler en makker til.

Sidst opdateret: Communications // 06/07/2022