CBS udvider campus med den tidligere ’Hamlet-bygning’

De 20.000 business-studerende på Frederiksberg får bedre plads til at læse, når ejendommen, der tidligere husede privathospitalet Hamlet, i 2014 bliver en del af campus.

 
27/06/2013

Botox, nye kropsled og MR-scanninger er fortid på Frederiksberg, når CBS fra sommeren 2014 åbner dørene for op mod 2000 studerende til ejendommen, hvor privathospitalet Hamlet tidligere lå.  Bygningen er en vigtig brik i løsningen på de pladsproblemer, studerende og medarbejdere på CBS er begyndt at opleve, siger universitetsdirektør Peter Jonasson Pedersen.

- Vores uddannelser er populære, og politikerne har ønsket, at flere unge gennemfører en videregående uddannelse. Vi har derfor over de seneste fem år optaget 25 procent flere studerende. Med ejendommen kan vi i de kommende år tilbyde studerende et godt og moderne studiemiljø tæt på resten af campus og bedre plads til alle, siger han.

Tæt på resten af campus
Lejeaftalen er indgået ved hjælp af erhvervsmægleren CBRE A/S. Hamlet var et af de første danske privathospitaler, men i 2012 flyttede selskabet Arteris-Hamlet alle aktiviteter fra Frederiksberg til den gamle TV-by i Søborg.

Ejendommen ligger i kort gåafstand fra resten af campus tæt ved Lindevang Metrostation og kommer til at tilbyde kantine- og kontorfaciliteter, store og mellemstore undervisningslokaler og gode muligheder for etablering af de stærkt savnede rum til gruppearbejde. Bygningen er omgivet af store udearealer, hvor der både er plads til cykelparkering og udendørs opholdsarealer for studerende.

- Vi er tilfredse med aftalen og tror på, at studerende og medarbejdere vil tage godt imod den nye bygning, siger Peter Jonasson Pedersen.

Med indgåelsen af lejeaftalen falder en vigtig brik på plads i CBS’ campusplaner, indtil en permanent udvidelse på Solbjerg Campus bliver en realitet. Frederiksberg kommune og CBS forbereder en masterplankonkurrence, som skal udvide campus ved Fasanvej Metrostation.

For flere oplysninger kontakt universitetsdirektør Peter Jonasson Pedersen, CBS, mail pjp.ls@cbs.dk, tlf. 38 15 20 13 eller director Karina Moll Ravn, CBRE A/S, mail karina.moll.ravn@cbre.com, tlf  70 22 96 01.

Se flere fotos fra det ny campus her
hamlet-kollage_cbs.dk_617x644px.jpg

 

Sidst opdateret: Communications // 27/06/2013