Cand.ling.merc. i Europæiske studier

Cand.ling.merc. i Europæiske Studier giver dig indsigt i EU og Europa som international aktør, de aktuelle udfordringer EU og Europa står overfor, samt viden om samspillet mellem medlemslandene. Samtidig får du et højt, professionelt niveau i dansk og ét af følgende fremmedsprog: engelsk, spansk, fransk eller tysk, og du lærer at kommunikere, formidle og interagere professionelt på tværs af forskellige markeder, sprog og kulturer.

 

BEMÆRK, at uddannelsen udbydes for sidste gang i 2015.

 

Fag og indhold

EU og Europa i et internationalt perspektiv

På Europæiske Studier beskæftiger du dig med kulturelle, politiske og økonomiske forskelle både internt i EU og i forhold til omverdenen. En stor del af pensum er koncentreret om EU, men i modsætning til bacheloruddannelsen i europæiske studier, hvor man går i dybden med problemstillinger internt i EU, zoomes der på overbygningen ud, og der fokuseres i højere grad på EU som international aktør. Du vil arbejde med EU’s og Europas rolle på det globale marked fx i forhold til sværvægtere som USA og Asien. Hvilke forskelle og ligheder er der? Og hvilken rolle spiller disse i forhold til Europas politiske og kulturelle position?

EU set indefra

Ud over det internationale fokus vil du komme til at beskæftige dig med sammenligninger på tværs af de enkelte medlemslande. Du får indblik i forskelligartede strømninger inden for EU og bliver klogere på, hvordan disse påvirker ideen om ét samlet Europa. Du lærer, hvordan de enkelte landes historie er med til at forme landenes forskellige kulturer og handlemønstre i dag. Fx går Tyskland ikke så gerne i krig grundet deres tyngende krigshistorie, hvorimod England er mere tilbøjelig til at gå med, hvis deres allierede, USA, fører an.

EU og Europa i dag

Du får indsigt i konsekvenserne af og udfordringerne i forbindelse med optagelse af nye medlemslande i EU. Hvad betyder det for EU som helhed? Og hvilken rolle spiller det for de enkelte lande? Er integrationen fx besværliggjort i kraft af den større forskellighed landene imellem?

Det er bl.a. udfordringer som disse, du lærer at identificere, analysere og udarbejde forskellige løsningsforslag på.

Fremmedsprog – engelsk, fransk, spansk eller tysk

Du kombinerer Europæiske Studier med engelsk, spansk, fransk eller tysk. Tilgangen til fremmedsprog er anvendelsesorienteret og altid med udgangspunkt i aktuelle erhvervs- eller samfundsrelaterede problemstillinger.

Du vil blive trænet i at oversætte og kommunikere professionelt på fremmedsproget inden for forskellige genrer og teksttyper. Du får også en dybdegående viden om sproget som forudsætning for, at du selv kan producere kommunikativt vellykkede og adækvate tekster på fremmedsproget.

Interaktion på tværs af sprog og kultur

Du vil også tilegne dig en høj mundtlig kompetence og udvikle din evne til at indgå i kompleks, interkulturel interaktion på fremmedsproget. Du arbejder med emner som interaktionsanalyse, receptive og produktive strategier, diskursanalyse og pragmatisk analyse, og du lærer at inddrage relevante kulturelle og sproglige problemstillinger i dine interaktionsstrategier.

Ud over stærke sproglige kompetencer får du også en teoretisk og empirisk indsigt i samspillet mellem de politiske, sociale og økonomiske aktører i de relevante sprogområder, som sammenlignes med danske forhold, hvor det er relevant. Emnerne kan være integrationspolitik, uddannelsespolitik, klima- og miljøpolitik, fødevarepolitik og arbejdsmarkedspolitik.

Samlet set får du den nødvendige baggrundsviden om, hvilke faktorer du skal slå på, hvilke elementer du skal eksplicitere eller udelade, og hvilke særlige hensyn du skal tage, når du interagerer eller kommunikerer. Du lærer således at formidle komplekse budskaber og kommunikere professionelt og effektivt på både fremmedsproget og dansk.

Læs mere om cand.ling.merc. i Europæiske Studier

Opbygning

Cand.ling.merc. i Europæiske Studier er en toårig kandidatuddannelse, der består af i alt 4 semestre, fordelt på efterår og forår. Efterårssemestret løber fra starten af september til slutningen af november med eksaminer i december og januar, mens forårssemestret løber fra starten af februar til slutningen af april med eksaminer i maj og juni.

1. og 2. semester består af obligatoriske fag, 3. semester af valgfag og 4. semester af kandidatafhandling.

Muligheder undervejs i uddannelsen

På cand.ling.merc. har du rig mulighed for at styre din uddannelse i netop den retning, du ønsker. Du kan vælge at specialisere dig inden for nogle af de emner, du har beskæftiget dig med på 1. år, eller du kan tilføre nye områder fx inden for politik, udvikling, CSR, kommunikation, innovation eller andet, du måtte finde interessant. Du kan også vælge at styrke dine interkulturelle kompetencer gennem udlandsophold eller at få relevant erhvervserfaring.

Dit 3. semester kan du vælge at bruge på:

  • Valgfag på CBS. Her kan du vælge frit mellem alle valgfag på CBS – med få undtagelser
  • Obligatoriske fag fra profilerne Interkulturelle Markedsstudier eller Amerikanske studier – på den måde kan du opnå to fulde linjer i løbet af din uddannelse
  • Valgfag på andre danske universiteter
  • Valgfag på Summer University på CBS eller i udlandet
  • Projektorienteret forløb: praktik i en virksomhed med en efterfølgende projektrapport
  • Udveksling til et af CBS mange partneruniversiteter
  • Minors på CBS

På 4. semester skriver du din kandidatafhandling, og også her har du mulighed for at tone din profil i den retning, du ønsker. Du kan vælge at specialisere dig inden for Europæiske Studier, fremmedsprog eller områder du har beskæftiget dig med på 3. semester – eller en kombination heraf.

 

 


Oversigt over uddannelsen

1. Semester 2. Semester 3. Semester 4. Semester
 Europas 20. århundrede – strømninger og institutioner (7,5 ECTS)  Enhed og mangfoldighed – sprog og kulturer i Europa (7,5 ECTS) Valgfag (30 ECTS) Kandidatafhandling (30 ECTS)
 Europæiske politiske, juridiske, økonomiske værdier – i og uden for Europa (7,5 ECTS)  Internationale relationer – Europa og i verden (7,5 ECTS)
 Samfund, politik og erhvervsliv (7,5 ECTS) (F)  Intersproglig vidensformidling (7,5 ECTS) (F)
 Ord og tekst i kontekst (7,5 ECTS) (F)  Mundtlig interaktion (7,5 ECTS) (F)

F: Undervises på valgte fremmedsprog: engelsk, spansk, fransk eller tysk

Sidst opdateret: Student Affairs // 23/02/2015