Cand.ling.merc. i Amerikanske Studier

På Amerikanske Studier beskæftiger du dig med politik, markedsforhold og kultur i nutidens USA og Latinamerika, samt de enkelte landes karakteristika og handlemuligheder. Samtidig får du et højt, professionelt niveau i dansk og ét af følgende fremmedsprog: engelsk, spansk, fransk eller tysk, og du lærer at kommunikere, formidle og interagere professionelt på tværs af forskellige markeder, sprog og kulturer.

 

BEMÆRK, at uddannelsen udbydes for sidste gang i 2015

 

Fag og indhold

Aktuelle problemstillinger i USA og Latinamerika

På Amerikanske Studier beskæftiger du dig med aktuelle og samtidsrelevante problemstillinger i både USA og Latinamerika. Studiet klæder dig på til at kunne identificere og vurdere de enkelte landes karakteristika og handlemuligheder og at fremstille løsninger på specifikke problemstillinger. Det kunne fx være handelsblokken Mercosurs position og handlemuligheder over for USA eller EU.

Politisk og kulturelt fokus

På Amerikanske Studier stilles der skarpt på de politiske forhold. Du får viden om politiske systemer og institutioner samt de udfordringer, de står over for i dag. Det kunne fx være særlige interessegruppers indflydelse på politiske agendaer i USA – herunder olieindustriens magt. Eller det kunne være en analyse af Mexicos politiske udfordringer ift. organiseret kriminalitet og korruption.

Du vil også beskæftige dig med forskellige kulturelle problemstillinger, som fx multikulturelle identiteter blandt immigranter, og hvad de betyder for deres integration og selvopfattelse.

Markedsforståelse

Derudover arbejder du med USA og Latinamerika som potentielle handelsmarkeder. Du lærer bl.a. at foretage analyser af konkrete markeder og at vurdere, hvad man som virksomhed bør være opmærksom på i forhold til at komme ind på det pågældende marked.

Meget af undervisningen har en komparativ tilgang, og du vil således beskæftige dig med områderne i forhold til hinanden og deres omverden. Det kunne fx være en analyse af, hvorfor Brasilien klarer sig så godt ift. andre latinamerikanske lande. Det vil oftest være de store økonomier, der trækkes frem, men du vil have rig mulighed for selv at gå i dybden med mindre lande i dine projekter.

Der er generelt fokus på USA og Latinamerika, mens Canada kun inddrages i et meget begrænset omfang.

Fremmedsprog – engelsk, fransk, spansk eller tysk

Du kombinerer Amerikanske Studier med engelsk, spansk, fransk eller tysk. Tilgangen til fremmedsprog er anvendelsesorienteret og altid med udgangspunkt i aktuelle erhvervs- eller samfundsrelaterede problemstillinger.

Du vil blive trænet i at kommunikere professionelt på fremmedsproget inden for forskellige genrer og teksttyper. Du får også en dybdegående viden om sproget som forudsætning for, at du selv kan producere kommunikativt vellykkede og adækvate tekster på fremmedsproget.

Interaktion på tværs af sprog og kultur

Du vil tilegne dig en høj mundtlig kompetence og udvikle din evne til at indgå i kompleks, interkulturel interaktion på fremmedsproget. Du arbejder med emner som interaktionsanalyse, receptive og produktive strategier, diskursanalyse og pragmatisk analyse, og du lærer at inddrage relevante kulturelle og sproglige problemstillinger i dine interaktionsstrategier.

Ud over stærke sproglige kompetencer får du en teoretisk og empirisk indsigt i samspillet mellem de politiske, sociale og økonomiske aktører i de relevante sprogområder, som sammenlignes med danske forhold, hvor det er relevant. Emnerne kan være integrationspolitik, uddannelsespolitik, klima- og miljøpolitik, fødevarepolitik og arbejdsmarkedspolitik.

Samlet set får du den nødvendige baggrundsviden om, hvilke faktorer du skal slå på, hvilke elementer du skal eksplicitere eller udelade, og hvilke særlige hensyn du skal tage, når du interagerer eller kommunikerer. Du lærer således at formidle komplekse budskaber og kommunikere professionelt og effektivt på både fremmedsproget og dansk.

Læs mere om cand.ling.merc i Amerikanske Studier

Opbygning

Amerikanske Studier er en toårig kandidatuddannelse, der består af i alt 4 semestre, fordelt på efterår og forår. Efterårssemestret løber fra starten af september til slutningen af november med eksaminer i december og januar, mens forårssemestret løber fra starten af februar til slutningen af april med eksaminer i maj og juni.

1. og 2. semester består af obligatoriske fag, 3. semester af valgfag og 4. semester af kandidatafhandling.

Muligheder undervejs i uddannelsen

På cand.ling.merc. har du rig mulighed for at styre din uddannelse i netop den retning, du ønsker. Du kan vælge at specialisere dig inden for nogle af de emner, du har beskæftiget dig med på 1. år, eller du kan tilføre nye områder fx inden for politik, udvikling, globalisering, internationale forhold, CSR eller andet, du måtte finde interessant. Du kan også vælge at styrke dine interkulturelle kompetencer gennem udlandsophold eller at få relevant erhvervserfaring.

Dit 3. semester kan du vælge at bruge på:

  • Valgfag på CBS. Her kan du vælge frit mellem alle valgfag på CBS – med få undtagelser
  • Obligatoriske fag fra linjerne Europæiske studier eller Interkulturelle Markedsstudier  – på den måde kan du opnå to fulde linjer i løbet af din uddannelse
  • Valgfag på andre danske universiteter
  • Valgfag på Summer University på CBS eller i udlandet
  • Projektorienteret forløb: praktik i en virksomhed med en efterfølgende projektrapport
  • Udveksling til et af CBS’ mange partneruniversiteter
  • Minors på CBS

På 4. semester skriver du din kandidatafhandling, og også her har du mulighed for at tone din profil i den retning, du ønsker. Du kan vælge at specialisere dig inden for Amerikanske Studier, fremmedsprog eller områder, du har beskæftiget dig med på 3. semester – eller en kombination heraf.


 

Oversigt over uddannelsen

1. Semester 2. Semester 3. Semester 4. Semester
Politics and Society in the USA and/or Latin America
(7,5 ECTS) (E)
Markets of the Western Hemisphere
(15 ECTS)  (E)

 
Valgfag (30 ECTS) Kandidatafhandling (30 ECTS)
Cultures and Identities in the Americas
(7,5 ECTS) (E)
Intersproglig vidensformidling
(7,5 ECTS) (F)
Samfund, politik og erhvervsliv
(7,5 ECTS) (F)
Mundtlig interaktion
(7,5 ECTS) (F)
Ord og tekst i kontekst
(7,5 ECTS) (F)

E: Undervises på engelsk

F: Undervises på valgte fremmedsprog: engelsk, spansk, fransk eller tysk

Sidst opdateret: Student Affairs // 23/02/2015