Du blev ikke optaget. Hvad nu?

Nyheder

CBS har modtaget ca. 14.000 ansøgninger fra mere end 7.000 ansøgere til præcis 2.935 studiepladser. Hvis du er afvist, er du altså én af 4.000 ansøgere, som heller ikke kom ind på CBS. Læs her hvad du kan gøre nu.

 
27/07/2018

Igen i år har rigtig mange søgt ind på CBS. CBS har mange flere ansøgere end studiepladser, og det betyder, at mange bliver afvist. Det kan være rigtig ærgerligt ikke at komme ind på drømmestudiet. I denne artikel afliver vi nogle af de myter, der er omkring optagelse på CBS’ bacheloruddannelser – og så får du gode råd til, hvad du kan gøre nu.
 

Deltag i infomøde 7. august eller 9. august

Lad os starte md at nævne, at vi tilbyder et særligt arrangement for dig, der er blevet afvist.

Her får du alt at vide om årets bacheloroptag, hvad der skulle til for at blive optaget, hvordan en god motiveret ansøgning ser ud og hvad du kan gøre nu.

Læs mere om infomøder om optagelse

Ingen ledige pladser

CBS har ingen ledige pladser. Der er heller ikke nogen standby-pladser eller venteliste.

MYTER

Og så til dét med myterne. Der findes flere sejlivede myter omkring optagelse på bacheloruddannelserne på CBS. Lad os afmontere et udpluk.

  • Man skal ikke opfylde adgangskravene, når man søger ind i kvote 2:
    Du skal altid opfylde adgangskravene, ligegyldigt om du søger ind via kvote 2 eller kvote 1. Du kan slet ikke blive tilbudt en plads, hvis du ikke opfylder adgangskravene.
  • Karakterer betyder ikke noget i kvote 2:
    Det gør de. I kvote 2 laver vi en helhedsvurdering af dig som ansøger. Her indgår dine karakterer, og så ser vi på, hvad du har lavet, siden du blev færdig med gymnasiet. CBS lægger især vægt på arbejde og studier under udenlandsophold og din motiverede ansøgning på de uddannelser, der har sådan en. Er du blevet færdig med din gymnasiale eksamen i år, så har du ikke nogen aktiviteter i din kvote 2-ansøgning, da alle aktiviteterne skal finde sted, efter du har færdiggjort din eksamen.
  • Den motiverede ansøgning er det eneste, der tæller:
    Det er det ikke. Din motiverede ansøgning betyder meget, men der er også andre ting, der indgår, fordi der er tale om en helhedsvurdering af dig som ansøger.
  • Der er en venteliste til pladser, hvis optagne studerende springer fra
    CBS har fra 2018 ingen standby pladser, så selvom du har krydset feltet af i optagelse.dk, så har det ingen betydning. CBS har heller ingen venteliste eller ledige pladser.
  • Du kan skifte din studieplads til en anden uddannelse på CBS
    Man kan ikke skifte til en anden uddannelse end den, man er kommet ind på. Vil du skifte til en anden uddannelse på CBS, skal du søge om optagelse i kvote 1 eller kvote 2 igen til næste år på lige fod med alle andre ansøgere. Du bør derfor kun sige ja tak til en studieplads på et studie, som du rent faktisk ønsker at læse.

PLAN B - 5 gode råd

Hvis du lige er blevet afvist og ikke har en plan B, så er det en god idé at få én lige nu.

Studievejleder på CBS Thomas Gylling har i mange år bl.a. rådgivet afviste ansøgere. Thomas har fem gode råd til dig, der er træt af, at du ikke er kommet ind:

  1. ”Der er mange gode uddannelser landet over, hvor der stadig er ledige pladser, og måske er der en uddannelse, der passer til dig. Måske kan du komme til at læse det samme eller næsten det samme, som du ville læse på CBS, og du kan blive glad for at komme i gang i år.”
     
  2. ”Hvis du er sikker på, at du vil ind på dén uddannelse på CBS, som du ikke kom ind på i år, skal du se på, hvordan du kan forbedre dine chancer for at komme ind til næste år. Læs kvote 2-reglerne og deltag infomøder om optagelse, og overvej hvad du kan gøre. Sådan noget som at have arbejdet på fuld tid i udlandet er med til at øge dine chancer, men har du egentlig lyst til at bruge ét år på at forbedre
    dine chancer for MÅSKE at blive optaget til næste år? Der kan ikke gives garantier, heller ikke selvom du i det kommende år knokler som en gal for at kvalificere dig.”
     
  3. ”Hvis du venter med at søge ind igen til næste år, så lav en plan A, B og C på forhånd. Vælg mange prioriteter og sæt dig godt ind i sagerne, inden du vælger. Overvej, hvad er vigtigst: Hvor du læser, eller hvad du læser? Nogle gange vælger ansøgere CBS uden at have overvejet, at næsten samme uddannelse kan læses et andet sted, hvor adgangskvotienterne ikke er lige så høje. Der er med andre ord gode alternativer.”
     
  4. ”Husk, at en uddannelse, der kræver et meget højt snit, ikke som sådan er bedre, hårdere eller federe, end uddannelser, der kræver et lavere snit. Det handler om antallet af studiepladser i forhold til antallet af ansøgere – intet andet. En uddannelse med en lavere kvotient kan i mange tilfælde give de samme overbygnings- og karrieremuligheder som en uddannelse, der kræver et tårnhøjt snit. Man skal altså virkelig se på uddannelsernes indhold og så vælge det, man helst vil beskæftige sig med fremfor at stirre sig blind på, at man vil ind på et bestemt, prestigefyldt studium.”
     
  5. ”Med det niveau, kvotienterne har, er det meget dygtige ansøgere, vi er nødt til at afvise. De fleste afviste er fuldt ud kvalificerede til at læse på CBS, så det vigtigste er, at man som afvist ansøger ikke bliver skuffet over sig selv. Nåleøjet bliver desværre mere og mere snævert, og det giver sig selv, at mange ikke kommer igennem det. Men det har ikke noget med dig at gøre. Du skal ”bare” lægge en ny plan.”

Kontakt en studievejleder

Du er velkommen til at kontakte studievejlederne på CBS, hvis du har brug for hjælp til at finde ud af, hvad der er det rigtige for dig.

Find kontaktoplysninger til studievejlederne

KVOTE 2 TIL NÆSTE ÅR

Hvis du vil søge ind igen til næste år, kan du allerede nu planlægge, hvordan du skal bruge tiden for at forbedre din kvote 2-ansøgning mest mulig.

CBS lægger især vægt på to ting i kvote 2:

  • Udlandsophold kombineret med studier eller fuldtidsjob. Læs mere om aktiviteter i kvote 2: Optagelse på Bachelor - Trin 2 under Aktiviteter i kvote 2
  • Motiveret ansøgning: på de uddannelser, hvor der indgår en motiveret ansøgning er det en vigtig del af din kvote 2-ansøgning. I din motiverede ansøgning skal du bl.a. beskrive, hvordan du kan bidrage til studiet, og hvorfor du netop er værdifuld for studiet og studiemiljøet. Se til hvilke uddannelser, du skal skrive en motiveret ansøgning: Optagelse på Bachelor - Trin 2 under Motiveret ansøgning.

Vil du vide mere om, hvad du kan gøre det kommende år for at forbedre dine chancer i kvote 2, kan du deltage i et af vores infomøder om optagelse i efteråret 2018

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til behandlingen af din ansøgning og optagelse, er du velkommen til at kontakte CBS Admission på: bacheloroptag@cbs.dk   

Har du spørgsmål til CBS' uddannelser, er du velkommen til at kontakte din studievejleder

Sidst opdateret: Student Affairs // 02/08/2018