Bliv parat til fristen for kvote 2-ansøgninger 15. marts

Nyheder

Fristen for kvote-2-ansøgninger til CBS’ bacheloruddannelser og alle med en ikke-dansk gymnasial eksamen er 15. marts kl. 12.00. Få svar på de spørgsmål, flest er i tvivl om.

 
20/02/2017

Hvad skal der til for, at min arbejdserfaring tæller med?
Du skal have arbejdet mindst 30 timer om ugen i mindst en måned i det samme job, før det tæller med i vurderingen af dig. Hvis du har to jobs, og du arbejder 10 timer på det ene og 20 timer på det andet, tæller det desværre ikke med.


Hvornår skal jeg skrive en motiveret ansøgning?
Hvis du søger ind på en af de nedenstående bacheloruddannelser i kvote 2, er den motiverede ansøgning et ”must-have”. Den motiverede ansøgning er faktisk den vigtigste del af din kvote 2-ansøgning, hvis du gerne vil ind på én af nedenstående uddannelser. 

  • BA i Engelsk og Organisationskommunikation (den motiverede ansøgning skal være på dansk)

  • BA i Interkulturel Markedskommunikation (den motiverede ansøgning skal være på dansk)

  • BSc in International Business (den motiverede ansøgning skal være på engelsk)

  • BSc in International Business and Politics (den motiverede ansøgning skal være på engelsk)

  • BSc in Business Administration and Sociology (den motiverede ansøgning skal være på engelsk)

  • BSc in Asian Studies Programme, Chinese (den motiverede ansøgning skal være på engelsk)

  • BSc in Business, Language and Culture (den motiverede ansøgning skal være på engelsk)

  • BSc in Shipping and Trade (den motiverede ansøgning skal være på engelsk)

  • Erhvervsøkonomi HA – projektledelse (den motiverede ansøgning skal være på dansk, svensk eller norsk)

  • Erhvervsøkonomi HA – filosofi (den motiverede ansøgning skal være på dansk, svensk eller norsk)

  • Erhvervsøkonomi HA – psykologi (den motiverede ansøgning skal være på dansk, svensk eller norsk)

  • Erhvervsøkonomi HA – virksomhedskommunikation (den motiverede ansøgning skal være på dansk, svensk eller norsk)

  • HA i europæisk business (den motiverede ansøgning skal være på dansk)

Hvis den uddannelse, du søger ind på, ikke står på listen, så spar dig selv arbejdet. Vi læser ikke din motiverede ansøgning.


Er mit engelsk godt nok?
Hvis du har engelsk på dansk A-niveau, så har du engelsk på det korrekte niveau til de engelsksprogede uddannelser. Hvis du vil ind på en af vores dansksprogede uddannelser, så er engelsk på dansk B-niveau nok, med mindre der er et specifikt sprogkrav om engelsk på A-niveau.

Hvis du ikke har en dansk gymnasial eksamen, så tjek listen under 'Standard assessments'. Her står hvilke krav din eksamen opfylder. hvis den ikke opfylder kravet om engelsk på A-niveau, så skal du tage en engelsk test.

Kun test, der er taget før 24. juni 2017, bliver accepteret.

Læs mere om engelsk test under 'Alternative ways to fulfil English level A'.


Hvornår kan jeg supplere matematik?
Matematik er det eneste fag, du kan supplere efter 5. juli. Hvis du supplerer, skal du huske at skrive det i din ansøgning på optagelse.dk. Du skal samtidig uploade en bekræftelse på, at du er tilmeldt matematik. 

Dokumentation efter 15. marts
Al din dokumentation; motiveret ansøgning, eksamenspapirer, dokumentation for arbejde, rejser og andre uddannelser SKAL være uploadet til din ansøgning på optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.00.

Fristen for at uploade aktiviteter, der er afsluttet i 2017, er 5. juli 2017 kl. 12.00. Vi accepterer ikke dokumentation, der er uploadet efter fristen.

 
Får jeg en bekræftelse på, at CBS har modtaget min ansøgning?
CBS kan ikke bekræfte modtagelsen af din ansøgning eller af din signature page.

Hvis du søger med NEM-ID, vil du modtage en e-mail fra optagelse.dk, når du har godkendt din ansøgning. Du vil få én e-mail pr. godkendt ansøgning.

Hvis du ikke søger med NEM-ID, skal du godkende din ansøgning og derefter printe og underskrive en signature page pr. uddannelse. Hvis du e-mailer dine signature pages til Bachelor Admission, vil du modtage et automatisk svar, der bekræfter, at CBS har modtaget din e-mail.

Vær opmærksom på, at det er dit ansvar at sørge for, at alle dine signature pages er vedhæftet e-mailen.

Sidst opdateret: Student Affairs // 14/03/2017