Simon
Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Mens jeg boede og arbejdede i London, mødte jeg en person, der virkelig påvirkede min beslutning om studievalg. Han skulle snart begynde på HA(psyk.), og gennem vores mange samtaler begyndte min interesse for den studieretning at tage form. Jeg havde allerede en vis interesse for erhvervsøkonomi, da flere i min familie har læst det, men det var især HA(psyk.), der blev ved med at trække i mig.
Jeg har altid været fascineret af, hvordan mennesker agerer og interagerer i organisatoriske sammenhænge, og kombinationen af psykologi og menneskelige perspektiver har tiltrukket mig.
Hvad synes jeg er det bedste?
Det, der for mig virkelig skiller sig ud ved uddannelsen, er det høje faglige niveau, den stærke integritet hos underviserne, og den respektfulde og inkluderende atmosfære blandt de medstuderende. At være omgivet af mennesker fra hele landet, alle med en oprigtig interesse i at lære nye mennesker at kende, har gjort min tid på CBS utroligt berigende.
De mange dybe samtaler og engagerede diskussioner med mine medstuderende har ikke kun udvidet min horisont, men også skabt venskaber, som jeg ved vil vare ved langt ud over studietiden. Det er tydeligt, at den modenhed, folk bringer med sig til universitetet, skaber et læringsmiljø, der er meget anderledes og mere berigende end det, jeg oplevede i gymnasiet.
Hvad synes jeg er svært?
Det kan være udfordrende at balancere det sociale liv, uddannelse og arbejde, samtidig med at man skal sætte klare rammer for sig selv. I begyndelsen af studiet fandt jeg det udfordrende at koordinere arbejdet i studiegruppen og skabe en sammenhængende opgave på fem sider, når vi hver især havde forskellige skrivestile og tilgange. Derudover var det en udfordring at finde balancen mellem de mange gruppemøder, den omfattende læsning og afslutningen af fire fag pr. semester.
Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Gruppearbejde fylder en stor del af studiet, og det er afgørende at kunne samarbejde effektivt med studerende, du ikke selv har valgt. Dette spejler arbejdsmarkedet, hvor du skal kunne arbejde med forskellige typer mennesker. At lykkes i grupper er lærerigt og udvikler dine relationelle kompetencer, som er uvurderlige i arbejdslivet. Mit råd er at engagere dig i aktiviteter uden for studiet med din gruppe. Det skaber en bedre forståelse og gør samarbejdet lettere og mere positivt.
Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Jeg finder energisektoren, som er i vækst, særdeles tiltalende og spændende. Alternativt overvejer jeg en karriere som konsulent i nogle år, hvor jeg gennem forskellige erfaringer kan få en klarere fornemmelse af, hvilke områder jeg er stærkest på og bedst kan lide at arbejde med. Jeg planlægger at søge en graduate-stilling for at få mulighed for at prøve kræfter med forskellige afdelinger i en virksomhed. Det vil udvide min horisont og hjælpe mig med at identificere de områder, jeg vil forfølge i min karriere.
Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Det ville være at indse, hvor stor betydning det har at være aktiv i undervisningen. Især ved at række hånden op og turde stille de spørgsmål, der måtte opstå. At turde kaste sig ud det. De studerende, der engagerer sig aktivt og hyppigt deltager i dialogen, lærer ofte mest.
Skab en god struktur fra starten og vær ikke bange for at tage initiativ i studiegruppen. Jo hurtigere du lærer at navigere i de udfordringer, jo bedre vil du kunne håndtere studiets krav og udvikle dine styrker.
At etablere klare grænser, både fagligt og socialt, er afgørende. Det sociale vil naturligt udvikle sig, men det faglige må altid prioriteres højest. Det vigtigt at etablere en social kontrakt, der sikrer en positiv og produktiv gruppedynamik.
At lære din studiegruppe godt at kende er en investering, der kan forbedre jeres samarbejde og projekter markant. Hvis I er på "samme side", både akademisk og socialt, vil jeres samarbejde blive langt mere frugtbart.