Mie

Mød Mie fra HA(psyk.) - erhvervsøkonomi - psykologi

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Det gjorde jeg, fordi en af mine favoritfag på gym (STX) var erhvervsøkonomi C, samtidig har jeg altid været meget interesseret i mennesker. Dermed følte jeg, at mine interesser passer til dette studie, som står for Erhvervsøkonomi og Psykologi. Jeg tænkte, at en psykologisk baggrund, hvor erhvervsøkonomi er koblet sammen med, ville være en uddannelse som kunne være genial i nærmest alle stillinger på arbejdsmarkedet efterfølgende. Det ville den, fordi du forstår noget om virksomheder og mennesker, som du skal arbejde sammen med.

Hvad synes jeg er det bedste?
Det bedste er helt klart, at der er et mega dejligt studiemiljø. Folk på HA(psyk.) er alle interesseret i psykologi og mennesket. Derfor er der også en virkelig god tone over for hinanden. Jeg føler, der er mange ildsjæle, som er gode til at tage initiativ til at arrangere sociale arrangementer for min årgang, men også alle andre årgange af HA(psyk.). Det er arrangementer som fællesspisning, beach volley-turnering, temafester, løbeklub, biografture osv. Der er altså mange muligheder for at være social eller lave sit eget event.

Hvad synes jeg er svært?
Det svære er at have ro i maven undervejs i et nyt fag. Fordi jeg tit har en følelse af, at jeg ikke helt forstår det eller ikke er lige så godt med som mine medstuderende. Men ofte når jeg læser op til eksamen, så er det her brikkerne falder på plads, og jeg forstår det, vi har haft om til forelæsninger bedre. 

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
At man ikke kan gå i skole på samme måde, som jeg gjorde i gym. Uni er ikke det samme, det kræver meget mere af en selv. Man har ansvar for egen læring, i form af at følge med og læse op selv. Samt at bøgerne koster mange penge hvert eneste semester, så det er en god ide at have sat penge til side til det. Man kan finde nærmest alle sine bøger brugt for at sparre lidt. Se evt. ”PSYK Bogbørs” på Facebook.

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Jeg ved det ikke helt endnu. Måske ud at arbejde med det jeg har lært enten i DK eller udlandet. Eller tage kandidaten cand.merc.(psyk) på CBS. Men lige nu kan det gå i mange retninger. Jeg har bare ro i maven over, at jeg i det mindste føler, det jeg læser er meget interessant. Derfor tror jeg på, at jeg nok skal finde ud af at skabe den helt rigtige vej for mig efter bacheloren. Men hvad der skal ske, må tiden vise. 

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Prøve at lade være med at sammenligne mig med de andre studerende, som virker til at har læst mere, har flere venner eller virker totalt sikre i deres fremtidsplaner. Vi er alle startet på studiet af forskellige grunde, og der er ikke nogen grund, som er mere legitim end andre. Tro på, at du må være her, lige som du er. Der er plads til dig, og flok er meget søde. Bare ræk ud, og snak med dem!

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 11/10/2022