Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Jeg elskede økonomi, men vidste samtidig, at det ville blive for ensartet og kedeligt, hvis ikke jeg tilførte det yderligere. Jeg havde samtidig en interesse for mennesket, og hvordan mennesket på det psykologiske plan kunne fungere i en virksomhed. Dertil har jeg længe ville læse på CBS, så det var oplagt at vælge dette studie frem for alternativet i fx Aarhus.
Hvad synes jeg er det bedste?
Der har været stor mulighed for sociale sammenkomster. Desuden har det været genialt, at studiegrupperne blev lavet af administrationen. På tredje semester endte jeg i en fantastisk studiegruppe med vidt forskellige mennesker, men vi fungerede helt fantastisk sammen. Vi ville dog aldrig have fundet hinanden uden administrationens hjælp. Derudover har fagene givet god mening i sammenhæng med hinanden. Jeg er overrasket over, at der ikke har været fag, jeg ikke brød mig om.
Hvad synes jeg er svært?
Fagligt har psykologien været meget sværere end økonomien. Dette skyldes udelukkende min gymnasiale uddannelse. Jeg husker eksempelvis på første semester, hvor jeg ikke kendte til Freuds æg. Det blev omtalt som en selvfølge, at man kendte til dette. Modsat oplevede mange af mine medstuderende, at økonomien var svær. Derfor var det nogle gange svært at få andre til at forstå, at jeg synes, det psykologiske var udfordrende.
Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at mange der søger ind ikke er trygge med matematik og økonomi. Jeg havde forventet, at det var 50% økonomi og mindre psykologi og organisering. Jeg er dog glad for udfaldet, men synes der har været en negativ tone omkring økonomi og en fordom om, at man er dårlig til det på studiet. Derudover ville jeg ønske, at jeg have vidst, hvor meget engelsk læsning, der var på studiet trods den danske uddannelse. Det var helt sikkert en udfordring i starten.
Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Umiddelbart vil jeg gerne arbejde inden for noget change management, og dermed i en specifik HR-retning. Jeg har på baggrund af de organisatoriske fag fået et særligt ønske om at arbejde med fusioner og opkøb og deres HR-mæssige udfald. Dette skyldes blandt andet også, at jeg selv har oplevet at blive omflyttet grundet et opkøb, samt skrevet bacheloropgave om et andet opkøb.
Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Selvom der ikke gives karakterer på første år, så sørg for at gøre dig umage. Gør brug af de metoder og teknikker, som andre anbefaler. Forsøg dig med andet end det, som du afprøvede i gymnasiet. Og husk – det er okay at fravælge nogle sociale aktiviteter, for at kunne følge med i det faglige (og omvendt)!